Fra Aarhus til Paris for at samle ind til børn med kritisk sygdom
45 ryttere og 10 servicefolk fra Østjylland deltog i årets Team Rynkeby og tilbagelagde i uge 28 de 1350 km fra Aarhus til målet i Paris på i alt otte dage.
Cykelfeberen har for alvor ramt Danmark i år.
Tour de France startede i København i starten af juni og tusindvis af danskere fulgte rytterne igennem landet og skabte en enestående stemning overalt på ruterne.
Mange danskere fulgte også med til det franske og var med til at skabe en fantastisk stemning på de franske landeveje, som ikke bare de danske ryttere bemærkede; men som hos alle de deltagende cykelhold og den udenlandske presse også har skabt et stort fokus på Danmark og den store interesse for og glæde ved cykelsporten, som der er i Danmark.
Dette store fokus mærkede de ca. 2500 Team Rynkeby deltagere også, da de i alt 59 hold fra otte europæiske lande i uge 28 satte kursen mod Paris, lyder det i en pressemeddelelse fra holdkaptajn Hans-Jørgen Degn.
Det lokale hold fra Team Rynkeby Østjylland, som i år bestod af 45 ryttere og 10 servicefolk, deltog også, og tilbagelagde i uge 28 de 1350 kilometer fra Aarhus til målet i Paris på i alt otte dage. Turen blev gennemført som afslutning på den seneste års arbejde, hvor holdene har samlet penge ind til børn med kritisk sygdom, og samtidigt har kørt landevejene i Danmark tynde, for at komme i form til denne cykeltur. I Danmark går de indsamlede beløb til Børnecancerfonden og Børnelungefondens arbejde.
Mænd og kvinder
De lokale deltagere kommer fra hele det østjyske område, og har været en god blanding af kvinder og mænd i alderen fra starten af tyverne til over de 70 år og med vidt forskellige personlige og faglige baggrunde. Netop denne store spredning er en vigtig del af et Team Rynkeby hold, da et af holdets grundelementer er, at der skal være plads til alle. Det er derfor heller ikke afgørende at have mange års erfaring med landevejscykling, for at kunne være med. Holdet bygges stille og roligt, sådan at alle får den nødvendige fysiske form og lærer de tekniske ting, der er afgørende, for at turen til Paris kan gennemføres på en sikker måde.
Efter to års pause med turene til Paris på grund af Corona situationen var der derfor blandt deltagerne blevet set frem til igen at skulle cykle sydpå. Og turen blev en fantastisk oplevelse, lyder det fra Hans-Jørgen Degn.
»Sommervejret fulgte holdene hele vejen, og selv om der i starten var en del blæst og lidt regn, så påvirkede det på ingen måde den fantastiske stemning, der var på holdene under hele turen. Og det hele kulminerede lørdag 16. juli, hvor alle de deltagende Team Rynkeby hold mødtes i Paris, og sammen med flere tusinde venner og familiemedlemmer fejrede afslutningen på turen,« fortæller holdkaptajnen.
Mange af holdene benyttede også lejligheden til at køre en tur på den velkendte Champs-Élysées, hvor Tour de France feltet én uge senere kom i mål.
Børn med kritisk sygdom
Hovedformålet med Team Rynkeby er at samle penge ind til børn med kritisk sygdom; men deltagerne får samtidigt med deres deltagelse også undervejs mod Paris lært nye både personlige og fysiske grænser at kende.
De mange kilometer, de mange timer i sadlen og ikke mindst de 35 graders varme, som rytterne nåede i mål i, udfordrede de fleste. Men alle har uden tvivl fået et minde for livet, og for mange betyder et år på holdet også, at det personlige netværk udvides betragteligt. Derfor vælger mange også at tage et år mere på holdet; men der er selvfølgeligt også plads til nye deltagere.
Et nyt hold udtages i starten at september, og så sættes kursen endnu engang mod indsamlinger, socialt samvær og cykeltræning.
Der kan læses meget mere om holdets arbejde på hjemmesiden www.team-rynkeby.com hvor man også kan søge om optagelse på næste sæsons hold.