Jubel hos foreningslivet: Skønt at være tilbage i skoven igen
Smukfest har stor betydning både økonomisk og socialt, lyder det.
Der var glæde at spore rundt omkring i de madboder, som det lokale foreningsliv har på Smukfest.
Det er skønt at være tilbage, og vi har savnet det både økonomisk og socialt.Allan Clemmesen, Lions Skanderborg Slot
Det fremgik med al tydelighed, da Ugebladet besøgte nogle af foreningerne for at høre, hvordan det var at være tilbage i skoven efter tre års fravær og corona? Og hvordan man har klaret sig uden den indtægt, som Smukfest giver.
En savnet fest
»Det er skønt at være tilbage, og vi har savnet det både økonomisk og socialt,« siger Allan Clemmesen fra Lions Skanderborg Slot, hvorfra der blev langet løvebrød og andre lækkerier over disken.
Allan Clemmesen, som er næstformand i fødevareudvalget, uddyber gerne baggrunden for, at Smukfest har været savnet i den ufrivillige pause.
Vi har måttet tænke os om, hvad vi brugte penge på, og det har været træls.Jytte Fjordmand, KFUM Stilling
»Vi er en frivillig organisation, der samler penge ind for at hjælpe andre, og vi har mistet halvdelen af vores omsætning på de tre år, Smukfest ikke kunne finde sted. Det betyder, at man må sige nej til noget af det, man gerne ville støtte,« konstaterer Allan Clemmesen.
Glade spejdere
Svensk pølseret samt rugbrøds- og franskbrødsmadder var på menuen hos KFUM-spejderne i Stilling, som også har madbod på Smukfest.
»Det er dejligt at få penge i kassen igen efter år uden Smukfest og ikke mindst, når vi lige har være med til den store lejr i Hedehusene ved Roskilde,« siger Jytte Fjordmand, som er en af lederne hos KFUM Stilling.
Hun forklarer, at spejderne har haft lidt på kistebunden, som man har kunnet bruge i de seneste år.
»Vi har måttet tænke os om, hvad vi brugte penge på, og det har været træls, fordi vi har et spejderhus, som vi gerne vil have renoveret. Men nu håber vi at kunne lægge lidt til side igen til det,« betoner Jytte Fjordmand.
Stor betydning
Stjær Boldklub har Cafe Stjærne på Smukfest, og i de sidste ni år er det Annette Thorsted og hendes mand Klaus, der har stået for boden, hvor menuen står på boller i karry og kylling i paprika.
Smukfest betyder noget økonomisk og for det sociale liv i byen, fordi det handler om at være involveret.Annette Thorsted, Stjær Boldklub
Annette Thorsted fremhæver, at det også er en social ting at være en del af cafeen sammen med naboen eller andre fra Stjær, som man på den måde lærer at kende.
Frivilligheden både i forbindelse med Smukfest og det daglige liv i Stjær Boldklub betyder meget. Ikke mindst i en situation, hvor Stjær udvides og mange flytter til byen.
»Smukfest betyder noget økonomisk og for det sociale liv i byen, fordi det handler om at være involveret. Vi er i en proces, hvor vi skal lære tilflytterne at involvere sig, så vi kan blive ved med at have en velfungerende forening og ditto byliv, og det kommer jo ikke af sig selv,« konstaterer Annette Thorsted.
Smukfest har samtidig også betydning for Stjær Boldklub rent økonomisk.
»Vi tjener et betydeligt beløb, så vi kan holde kontingenterne nede, ligesom vi også bruger pengene på vores rejsefond. Men vi skal også bruge midler til et nyt klubhus og motionscenter, som vi arbejder på sammen med kommunen,« uddyber Annette Thorsted.
Positivt ramt af skoven
I den periode, hvor Stjær Boldklub har måttet undvære indtægter fra Smukfest, er det klaret blandt andet ved, at klubben har søgt penge i fonde.
»Aktivitetsniveauet har også været mindre, ligesom vi er en mindre forening, og derfor har det kunnet køre rundt, men det har da været tre anderledes år. Men nu tjener vi penge igen, og det er så dejligt at være i gang igen. Man bliver positivt ramt af skoven,« fremhæver Annette Thorsted, Stjær Boldklub.