Kro på Smukfest: Fuldstændig vildt
Nørre Vissing Kro melder om rekordomsætning i tapasbar.
»Det har været fuldstændig vildt. Vi har aldrig omsat for højere tal i mad og vin end i år, og vi måtte ind og tømme kroens vinkælder for at kunne følge med.«
Sådan lyder meldingen fra Morten Mygind, som driver Nørre Vissing Kro sammen med sin kone Birta Lejbølle.
Bemandingen består af 65 medarbejdere, og det er en kæmpe logistikopgave, som vi forberede over måneder.Morten Mygind, Nørre Vissing Kro
De var nemlig klar igen med spansk tapasbar på Smukfest 22 - i øvrigt på 12. år.
»Ja, vi kører samme koncept som for tre år siden,« uddyber Morten Mygind.
Som et eksempel på udviklingen, så blev der for tre år siden serveret 9800 tapas-tallerkener, men i år ligger det på 13.000 anretninger.
»Bemandingen består af 65 medarbejdere, og det er en kæmpe logistikopgave, som vi forberede over måneder,« beretter han.
Morten Mygind fortæller, at det i øvrigt har været svært at finde tilstrækkeligt med faglærte til tjansen i år, men at der heldigvis er trådt en masse fantastiske unge mennesker til for at hjælpe.
»Det har også været en stor opgave at køre de mange medarbejdere ind i vore rutiner herude, men det er forløbet fint,« uddyber Morten Mygind.