Racerkører fra Favrskov er tæt på Le Mans
Kasper H. Jensen, Hadbjerg, er kun et par sejre fra at være på banen i det internationale 24 timers Le Mans i 2023.
»Der er stor kvalitet i danske racerkørere, så det er et kæmpe cadeau, at GBM vælger mig,« smiler Kasper H. Jensen, 31. Han bor i Hadbjerg, er professionel racerkører og er den ene af to racerkørere på det nystiftede GBM Motorsport i Silkeborg. Han er samtidig drivercoach for teamets fire unge juniorkørere og for gokartteamet.
Han skrev en tre-årig kontrakt med GMB fra sæsonstart i år, hvor GMB gik ind i international motorsport med deltagelse i support-serien til European Le Mans Series, nemlig Le Mans Cuppen.
»Altså første skridt til Le Mans,« forklarer Kasper H. Jensen.
Teamet går målrettet efter at blive en fast del af Le Mans fra 2024.
Det er måske ikke så sært, at GBM har valgt ham, for ser man tilbage på de seneste ti år i dansk motorsport, er Kasper H. Jensen ubetinget den, der har vundet mest. Både i 2016, 2018 og 2019 vandt han DM i DTC, der er forløberen for TCR Denmark. I de to følgende år, 2020 og 2021, blev han Danmarksmester i TCR.
I spidsen af Le Mans Cup
I løbsserien Le Mans Cup ligger han indtil videre i spidsen sammen med makkeren Kristian Poulsen efter de fire første løb. Hvis det går godt i de resterende to løb, er de sikret deltagelse i det internationale 24 timers Le Mans-løb i 2023. Det var som bekendt her, det danske racerkører-koryfæ Tom Kristensen har deltaget fjorten gange og har brilleret med ni sejre.
Kasper H. Jensen og Kristian Poulsen vandt det første løb, der blev kørt i Frankrig. I det næste løb, der blev kørt i Italien, blev de nummer 5. Det tredje løb i løbsserien, »Road to Le Mans«, fandt sted på selveste Le Mans-banen i Frankrig. Det var 11. juni, samme dag som Le Mans startede senere på dagen.
»Det er en slags warm-up til det store løb,« forklarer Kasper H. Jensen.
Her blev de vinder af tredje afdeling. I det fjerde løb, der blev kørt i Italien, blev de nummer to. Status er, at Kasper H. Jensen og Kristian Poulsen som nævnt fører Le Mans Cup på nuværende tidspunkt.
»Så måske har vi fra 2023 en Le Mans-kører i Favrskov Kommune,« siger Kasper H. Jensen med et stort smil og tilføjer:
»Vi har både prøvet at køre på banen og prøvet at stå på podiet. Nu mangler vi lige at stå på podiet til det rigtige Le Mans.«
Bliver det til en andenplads er muligheden der stadig for at køre Le Mans, men så skal de ansøge om en starttilladelse.
»Jo, det er lidt en spændende tid, vi står overfor.«
De to sidste løb i årets Le Mans Cup løb køres i Belgien i slutningen af september og i Portugal midt i oktober.
I øjeblikket deltager Kasper H. Jensen også med GMB i løbsserien TCR Denmark, der kan betegnes som Superligaen indenfor dansk motorsport. Samlet ligger han her i øjeblikket på en førsteplads.
Der resterer tre TCR-løb i indeværende sæson: 27. august på Jyllandsringen, 10. september i Padborg Park, og 9. oktober med finale på Jyllandsringen.
I hælene på Casper Elgaard
Den anden kører i GMB på fuld tid er Gustav Birch, der er søn af ejeren af GMB Mortorsport og er noget yngre end Kasper. Bag kørerne står teamchef Casper Elgaard og et hold af fagfolk.
Casper Elgaard har tidligere været Kasper H. Jensens teamchef i årene 2017 - 2019, og har også tidligere været en af Kasper H. Jensens største konkurrenter på banen. I øvrigt er det kun ham, der kommer i nærheden af at kunne rokke ved Kasper H. Jensens titel som den mest sejrrige i dansk motorsport. Casper Elgaard vandt DM seks gange, og Kasper H. Jensen har vundet fem gange, og er nu på vej mod sit sjette Danmarksmesterskab i TCR Denmark.
»Nu kan jeg se målet«
Med ansættelsen hos GMB er der blevet løftet mange trivielle opgaver af Kasper H. Jensens skuldre, blandt andet sponsorpleje og opsøgning af sponsorer.
»Jeg har kæmpet i mange år. Nu står jeg her og kan faktisk se målet. Det har altid heddet Le Mans og professionel karriere.«
Kasper H. Jensen har fået interessen for motorsport ind fra barnsben. Hans far, der underviste i ungdomsskolen i Hinnerup i gokart, byggede en gokart til ham, og han begyndte hurtigt at køre konkurrencer. I perioden 2005 til 2011 vandt han DM to gange, Nordisk Mesterskab to gange, blev nummer 2 til EM og nummer 4 til uofficielt VM.
Fokus på sikkerhed
Hjemme i Hadbjerg har han sin hustru og sønnen Hugo på to et halvt år. At det er fart og tempo og dermed en lidt farlig sportsgren, han er beskæftiget med, er ikke med ham på banen. Så ville han aldrig vinde, siger han, og forklarer, at sikkerheden prioriteres højt både med hensyn til biler og banerne.
I øvrigt er han den kører, der set i forhold til de mange år, han har kørt, er udgået færrest gange og har lavet færrest skader.
»Det er nok også derfor, jeg vinder mesterskaber,« smiler han.
Til daglig står den på fysisk træning med padletennis, styrketræning og gokartkørsel. Eleverne i ungdomsskolen i Favrskov Kommune har også fornøjelse af hans kunnen, idet han siden han var 18 har undervist i roadrace og gokart på Favrskovbanen lidt uden for Lyngaa.