Fortsæt til indhold

Dansk brillesucces solgt for milliarder

Det er et år siden, at den aarhusianske brillevirksomhed Lindberg blev solgt til luksuskoncernen Kering. Et nyt regnskab afslører prisen, der er høj.

Samfund
ksa

2,5 milliarder kroner.

Det var det beløb, som den franske luksuskoncern Kering betalte for at købe den aarhusianske brillesucces Lindberg i 2021.

Det afslører et nyt regnskab fra Pam Holding - det tidligere ejerselskab bag Lindberg - for prisen på salget af familien Lindbergs livsværk.

Det skriver finans.dk.

Kering ejer i forvejen Gucci, Saint Laurent og Bottega Veneta, og lod sig ikke nøjes med kun at købe Lindberg.

Med i købet var også antikviteter, kunst, ædelsten, en Ferrari og andre samleobjekter. Det fortæller Henrik Lindberg, hvis far stiftede brillevirksomheden i 1986, og som Henrik Lindberg ejede med sin familie indtil salget til Kering, til finans.dk.

»De (Kering, red.) købte det hele, også de diamanter, som vi tidligere solgte mange briller med. Det marked gik i stå, men nu håber Kering at få solgt briller med diamanter igen. Jeg forstår godt, at Kering købte alt, hvad vi havde. For det var en del af virksomheden,« siger han til mediet.

67-årige Henrik Lindberg, der i en lang årrække var direktør i familiens livsværk, trak sig for nyligt som leder efter aftale med den nye ejer.

»Det har været rart at holde ordentlig sommerferie for første gang i lang tid. Nu skal jeg lige finde nogle ben at stå på,« siger han om fremtiden.

Brillevirksomheden Lindberg kom for nylig med regnskab for 2021, som viste en omsætning på 718,5 millioner kroner med et og overskud på 154,7 millioner kroner.

Familien driver stadig en optikerbutik i Frederiksgade i hjertet af Aarhus.