Fortsæt til indhold

Nicolaj Bang er ny rådmand og stærkt anti-woke: »Man ødelægger, så andre lærer, at de skal rette ind«

Nicolaj Bang er konservativ, så det batter. Tidligere top-gamer. En mand, der har drukket champagne med et hul i brystet. Mød Aarhus' nye rådmand for Teknik & Miljø.

Samfund

Jeg kunne godt forestille mig Nicolaj Bang som kræmmer eller bondemand iført overalls, gummistøvler og en sixpence.

Da jeg møder ham, en ualmindelig lummervarm eftermiddag, er han dog iført jakkesæt, og det vil han være i de kommende fire år. Forudsat A) At han er på arbejde og B) At han ikke stopper før tid som manden, han overtager han sin nye post fra.

42-årige Nicolaj Bang er de Konservatives nye rådmand for Teknik & Miljø i Aarhus Kommune. Den 29. august overtager han tøjlerne fra Steen Stavnsbo, der af personlige årsager har abdiceret tronen.

Det kom som lidt af et chok, at valget faldt på Nicolaj Bang, et for mange ukendt ansigt. Han fik ikke stemmer nok til at komme ind i byrådet ved det seneste kommunalvalg. Det kneb også med stemmerne de to gange, han forsøgte at komme ind i folketinget.

Nu har han fået en toppost, og han er fuld af gåpåmod.

»Jeg har otte års erfaring fra regionsrådet og har været med i politik siden 2002. Jeg har stået foran på forskellige måder i mange, mange år. Den erfaring har også klædt mig på til det, jeg skal nu,« siger han og fortsætter:

»Jeg frygter ikke det pres, der følger med jobbet, men når det kan ramme en mand som Steen Stavnsbo, der har været topleder hele sit liv, ville man være uansvarlig, hvis man ikke tog det meget seriøst.«

Vi vender lige tilbage til jakkesæt for en kort stund. Bang vil gerne slå et slag for dem.

»Når man bestrider en lederpost, er det uærligt at forsøge at signalere, at man er ligesom alle andre. Det er udtryk for en del af vores kultur, hvor man er bange for at påtage sig et ansvar. Jeg insisterer på at gå i jakkesæt, fordi jeg synes, det matcher den jobbeskrivelse, jeg har,« siger Nicolaj Bang.

Afskyelige holdninger

De konservative hælder mod traditionelle værdier, og Bang er fuldblods konservativ og indædt anti-woke (han har skrevet en klumme ved navn ”Zelenskyj er anti-woke,” hvori han hylder Ukraines præsident som et rigtigt mandfolk).

»Når man bliver krænket over noget, nogen siger i medierne, er det jo fordi, man vil have, de skal lade være med at sige det. Hvis man derudover sætter sig foran computeren og skriver til folks chefer eller forsøger at lave en shitstorm, laver man en offentlig udstilling, hvor man angriber og ødelægger, så andre lærer, at de skal rette ind. Det er en totalitær metode,« siger han.

Må man ikke blive ophidset eller krænket over noget?

»Jo, hele tiden, det gør jeg også. Jeg tamper løs på tastaturet, når jeg synes, nogen skriver noget dumt. Men jeg gør det ikke for at ødelægge deres liv. Jeg gør det for at overbevise enten dem eller dem, der læser med. Man må godt synes, nogle holdninger er afskyelige. Men at sige folk ikke må have dem, det er noget helt andet.«

Som en eftertanke tilføjer den kommende rådmand, at han nok skal øve sig i at lade være med at tampe løs på tastaturet.

Først vil han dog gerne skælde ud på de sproglige finter, han mener, de woke benytter sig af.

»Jeg har en holdning til, hvis man mener, virkeligheden udelukkende er den måde, vi italesætter den på. Det vil sige, at hvis du ikke kan lide, at der er to biologiske køn, kan du ændre sproget, så det ikke længere er tilfældet. Det er åbenlyst forkert,« siger han.

Nogle vil uden tvivl synes, Nicolaj Bangs holdning til woke-kulturen er »afskyelig.« Det må de gerne.

Nicolaj Bang er frem den til den 29. august føl hos Steen Stavnsbo. "Det er en luksus. Jeg kan lige se tingene an, lære folk at kende og få en forståelse for dynamikkerne, før jeg sætter mig i stolen," lyder det. Foto: Sten Brøgger

Shoot to kill

Nicolaj Bang er søn af en tøjmand og af en mor, der var lægesekretær. Hun voksede op i den ene ende af Hovedgaden i Brabrand. I dag bor Nicolaj, sammen med sin kæreste gennem 14 år, i et hus i den anden ende af Hovedgaden.

”Det var der, jeg havde råd til at bo. Huset er fra 1902. Når jeg ikke har jakkesæt på, har jeg som regel arbejdsbukser på og står med en slagboremaskine,« siger han.

Brabrand skal have et trinbræt, inden bydelen får en rigtig togstation, lyder det.

»Jeg kan godt lide at køre bil. Hvis jeg skal over i offentlig transport, handler det om tilgængelighed og om, at det skal være nemmere end at tage bilen. Et trinbræt vil gøre, at man på seks minutter kan stå inde i Aarhus midtby,« siger Nicolaj Bang.

Den kommende rådmand er gamer. Tilsyneladende er han fremragende til online-spillet PUBG Mobile. Han har med egne ord været blandt de 50 bedste på en server med omkring 100 millioner spillere. Tyg lige på den.

»Jeg spiller stadig på hyggeplan. Når man lige skal slappe lidt af, er der nogen, der ser en film, jeg spiller lidt computer,« siger han.

Nicolaj Bang er oprindelig fra Randers. Han har en bachelorgrad i jura fra Aarhus Universitet. Om sin nye post siger han, at han ikke kan forestille sig en position, "hvor man kan komme så langt ind under huden på Aarhus." Foto: Sten Brøgger

11 millimeter fra hjertet

Mens Nicolaj Bang er en dræbermaskine online, virker han ganske omgængelig ansigt til ansigt. Det samme kan/kunne ikke siges om den psykisk syge mand, der nytårsnat 2001 stak Nicolaj i brystet med en 32 centimer lang køkkenkniv.

Nicolaj var til fest i en ungdomsbolig. Manden bankede på døren og bad de unge om at skrue ned. Mens vennerne så ”90-års-fødselsdagen”, tog Nicolaj en snak med den fremmede. Da vennerne skålede, skålede Nicolaj med. Pludselig mærkede han et slag.

»Så gik manden, og jeg kom til at se ned af mig selv. Jeg havde en hvid skjorte på, og den blev meget hurtig meget rød. Han havde ramt mit brystben, og så var kniven gudskelov bøjet af til den rigtige side. Den var to centimeter inde i leveren og 11 millimeter fra hjertet,« siger Nicolaj Bang.

Det viste sig, at det ikke kun var nytårsfesten, der skabte larm i mandens hoved. Han var stærkt skizofren og stofmisbruger.

»Stemmerne fortalte ham, at vi havde placeret en mikrofon i hans hals, og han ville ikke aflyttes. Han havde to gange slået tilfældige mennesker ned i bussen, og alligevel havde man ikke reageret,« siger Nicolaj Bang og fortsætter:

»Vi lever formentlig i verdens bedste velfærdssamfund og alligevel er der en gruppe mennesker, vi fuldstændig taber på gulvet.«

Knivoverfaldet kickstartede en politisk karriere, hvor Nicolaj Bang som regionspolitiker har arbejdet med den udsultede psykiatri.

»Vi har gjort det lidt bedre i min tid. Men problemet er steget tilsvarende, for der er virkelig mange unge, der har brug for psykiatrisk behandling,« siger Nicolaj Bang.

Nu har den politiske karriere, pludselig og ad en omvej, ført til et job som rådmand for Teknik & Miljø i Aarhus. Nicolaj Bang bliver den første af slagsen, der har prøvet at drikke champagne med et hul i brystet.

Lad os håbe, han også bliver den sidste.