Advarer: Disse hjemmesider tørrer dig for penge
Forbrugerombudsmanden advarer mod flere hjemmesider.
Forbrugerombudsmanden advarer mod hjemmesider, der på ulovlig vis forsøger at opkræve penge fra godtroende borgere.
Mange har henvendt sig til Forbrugerombudsmanden omkring hjemmesider med bilvurderinger.
Derfra kommer der nu en klokkeklar advarsel.
Betal ikke
Forbrugerne føler sig snydt af flere hjemmesider med bilvurderinger, der opkræver betaling.
»Forbrugerne bør ikke betale, hvis de bliver opkrævet betaling for vurderingen eller truet med inkasso,« oplyser Forbrugerombudsmanden på sin hjemmeside.
Siderne bruger e-mails og annoncer på Facebook til markedsføring.
Her står der, at forbrugere kan få vurderet deres biler ved at indtaste bilens registreringsnummer.
Hvis forbrugeren gør det, modtager vedkommende en regning.
Fremgår ikke
Da det ikke fremgår af annoncerne, at vurderingen koster penge - og det kun står på hjemmesiderne med lille skrift på lysegrå baggrund, hvis man scroller ned på siden under en blå ”send til”-knap - så mener Forbrugerombudsmanden, at forbrugeren ikke er forplitet til at betale.
I skrivende stund drejer sig om hjemmesiderne herunder, men der kommer hele tiden nye til, oplyses det.
- Vurderebil.dk
- Vurderebil.com
- Bilerprise.com
- Bilm.dk
- Evaluatorer.dk
Det er et belgisk selskab, der opkræver betalingerne, men pengestrømmen ender i Litauen.
Derfor har Forbrugerombudsmanden bedt myndighederne i Litauen om at stoppe opkrævningerne.
»Vi har fået mange klager over hjemmesiderne. Efter vores opfattelse er forbrugerne ikke forpligtet til at betale for ”bilvurderinger” via disse hjemmesider. Vi anbefaler derfor, at man ikke betaler, uanset trusler om inkasso og retssager, men meddeler selskabet bag hjemmesiderne, at der ikke er indgået en aftale om betaling,« siger Forbrugerombudsmand Christina Tofte Nielsen.