Fortsæt til indhold

Kogepåbud fastholdes for Skellerup Enge

Der skal foreligge to på hinanden følgende vandprøver, som ikke har indhold af enterokokker, inden Syddjurs Kommune kan ophæve påbuddet med kogeanbefalingen til vandværkerne ved Skellerup Enge.

Samfund

2. august blev der taget en rutinemæssig vandprøve ved Fuglsø Strand Vandværk, som forsynes med vand fra Fællespumpestation Skellerup Enge A.m.b.a.

Da resultatet var klar mandag 8. august var der konstateret enterokokker, der bl.a. findes tarmkanalen hos mennesker og mange dyr, i prøven. Der blev samme dag udstedt et kogepåbud i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed til hele det område, der modtager drikkevand fra pumpestationen.

Dagen efter blev der udtaget en række prøver fra afgangen til vandværk på pumpestationen, de fire vandbeholdere som fordeler vandet rundt til de vandværker som forsynes fra pumpestationen, samt prøver ved forbrugernes taphane.

Ikke påvist

Mandag 15. august forelå de fulde resultater af de prøver, som blev taget 9. august. Der er ikke påvist enterokokker i disse analyser.

Herefter har Syddjurs Kommune haft samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed, som oplyser, at der skal foreligge to på hinanden følgende vandprøver, som ikke har indhold af enterokokker, som var det der udløste påbuddet om kogeanbefaling.

Det betyder, at påbuddet til vandværkerne med kogeanbefaling hos forbrugerne opretholdes for alle vandværkerne, som forsynes med vand fra Fællespumpestation Skellerup Enge A.m.b.a.

Tidligst torsdag

Når de endelige resultater er klar, vil Syddjurs Kommune i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed beslutte om der skal foretages yderligere målinger eller om kogepåbuddet kan ophæves helt eller delvist for områderne.

Resultaterne af de næste prøver forventes klar tidligst torsdag. Ventetiden på analyseresultaterne skyldes at evt. bakterier i vandprøverne skal have tid til at gro inden de kan identificeres, oplyser Syddjurs Kommune.

Yderligere vandprøver

To af vandprøverne, Fællespumpestation Skellerup Enge Vandværk amba og på taphane i Begtrup Vig Vandværks forsyningsområde, som blev udtaget 9. august 2022 viste én coliform bakterie MPN/100 ml., og da coliforme bakterier ikke må forefindes i drikkevand, så vil der ligeledes skulle ske en opfølgning omkring dette i forhold til de to vandværker med udtagning af opfølgende vandprøver, oplyser Syddjurs Kommune.