Coop har givet liv til Brugs i knæ
På trods af udfordringerne er Dagli'Brugsen Lime i dag en veldrevet butik med optimismen i behold.
At Brugsen i Lime for 20 år siden byggede for dyrt, kan ingen i dag gøre noget ved. Men man kan glæde sig over, at Coop dengang trådte til og overtog/reddede Brugsen, så lokalområdet i dag stadig har sin lokale butik.
Fylder meget
Ikke blot som den lokale butik, men også som lokalt mødested og socialt samlingspunkt fylder Dagli’Brugsen Lime meget i manges hverdag. Uddeler Nicolai Pedersen og butiksrådet inviterede derfor kunder og lokale aktører til en festlig lørdag for at markere 20-året.
»Dagen blev også brugt til at synliggøre forskellige lokale tilbud og aktiviteter for de besøgende,« fortæller uddeler Nicolai Pedersen.
»Coop sikrede i sin tid butikkens fortsatte eksistens, men det er kunders og lokalområdets fortjeneste, at det stadig er muligt at drive butikken.«
Tror på det
I tiden hvor Nicolai Pedersen for fire år siden tiltrådte, kunne du i Lokalavisen læse om Dagli’Brugsens økonomiske udfordringer.
»Vi er stadig udfordret og må hele tiden have fokus på økonomien og spare på omkostningerne.«
Nicolai Pedersen siger, indtægterne går til at mindske Coops underskud på butikken, til at holde liv i en lokal indkøbsmulighed og til at bevare 20 lokale arbejdspladser. Han tilføjer, at Coops DNA også handler om at bevare små butikker rundt om i lokalområderne – blot ikke for enhver pris.
Hvis ikke jeg troede på lokalområdet og butikken, var jeg et andet sted i dagNicolai Pedersen, uddeler Dagli'Brugsen Lime
»Coop følger nøje med i alle butikkers omsætning, drift og opbakning med mere, og vi har ikke set den sidste butikslukning. Coop ved også godt, at de aldrig kommer til at tjene guld på Dagli’Brugsen i Lime, men hvis ikke jeg troede på lokalområdet og butikken, var jeg et andet sted i dag.«
Et godt signal
Det er en generel landstendens, at flere handler lokalt – men for færre penge.
»Sådan er det også her. Kundeindekset er positivt, men omsætningen er i forhold til sidste år faldet med to procent.«
Mens der i Nicolai Pedersens tid har været et større fald i omsætningen på tips og lotto, sælges der flere almindelige varer.
»Coop ser ikke kun på bundlinjen, og mersalget er et godt signal at sende.«
Gennemsnitligt 200 daglige pakkeekspeditioner er besværligt for personalet – men nærmest uundværligt for kunderne.
»Der er ikke mange penge i det, men det er vigtig for lokalområdet, hvilket i øvrigt også den forholdsvise nye aftale med Guldbagen i Auning er. Fortjenesten på brødet er mindre, men vi sælger for det dobbelte.«
Noget om fremtiden
Nicolai Pedersen tror, at bageraftalen er en væsentlig årsag til kundefremgangen på én procent.
»Vi kan ikke selv træffe den slags beslutninger. At få Coops tilladelse til at sælge bagerbrød tog næsten tre år, og først derefter kunne jeg gå i gang med at finde en bager. På det tidspunkt vidste jeg faktisk ikke, at Guldbageren i Auning bor i Søby.«
At du i Brugsen kan bestille mad fra et cateringfirma er et af to nye projekter, Nicolai Pedersen arbejder med at få på plads.
»Men det tager også bare tid.«
Det andet er mere omfattende og handler om scan og betal-selv uden for åbningstiden – efter at have slået alarmen fra og lukket sig ind med en QR-kode.
»Vi er med i en gruppe, hvor der foreløbig er lavet test i nogle Københavnske butikker.«
Scan-selv er allerede i dag en mulighed i Lime og udgør 15-20 af de daglige cirka 200 ekspeditioner.
»Scan-selv tallet skal nok højere op, før det også bliver en mulighed efter lukketid her i butikken.«
Dagli’Brugsen er bygget på en del af Limes gamle fodboldbane.
»Kommunen ejer grunden bag butikken, og Coop har afsagt sin forkøbsret. Toft & Alexandersen i Mygind har budt på grunden, og 15-16 nye rækkehuse i baghaven vil betyde meget for os.«
Sværere at få medarbejdere
Af de 20 ansatte er kun Nicolai Pedersen på fuld tid.
Hovedparten af medarbejderne er under 18 år, og tre af dem er p.t. på efterskole.
»Jeg kunne derfor godt bruge tre mere, men også her er det blevet sværere at få nye medarbejdere.«
Tre jobopslag på Facebook hen over sommeren gav fire henvendelser.
En 13-årig var for ung, og en ung ukrainer måtte afvises grundet nogle praktiske udfordringer.
»Jeg har ansat en, og en anden kommer til samtale på lørdag.«
Lovgivningen er også med til at gøre det svært.
Butikkens ene kasse har rullende bånd – den anden ikke.
»En 16-årig i 9. klasse kan tage et traktorkørekort og køre hertil på en 50 tons tung traktor. Men som skolepligtig må vedkommende ikke sidde ved den ”farlige” kasse 1 på grund af risikoen for at få en finger i klemme i båndet.«
Nikolai Pedersen har af den årsag været nødt til at afvise skolepligtige ansøgere.
Det hele hænger sammen
Nyvalgt formand for butiksrådet, Sascha Enggaard Jakobsen, bor med mand og tre børn tæt på Brugsen.
Vi fik pludselig øjnene op for, hvordan vores købemønster hang sammen og var virkelig overraskede over, at det ikke koster mere at handle her i LimeSascha Enggaard Jakobsen, formand for butiksrådet
Allerede inden coronaens fremmarch havde familien oprettet en PrimeKonto ved Coop.
»Vi indbetaler 4.000 kroner om måneden, og når vi handler, trækkes af dette beløb via en app,« fortæller Sascha Enggaard Jakobsen.
»Vi fik pludselig øjnene op for, hvordan vores købemønster hang sammen og var virkelig overraskede over, at det ikke koster mere at handle her i Lime.«
Der er også en række fordele knyttet til kontoen.
»Vi får 15 procent rabat på blandt andet økologi og har gratis TV2 PLAY, C More og Mofibo.«
Som det ene af to ”friske pust” i butiksrådet, er hun også klar til at bruge noget af sin fritid på tiltag og aktiviteter til gavn for butik og lokalområde.
»Det hele hænger sammen. Folk mødes og snakker på Lime stadion – og støtter idrætten ved at købe øl/vand og pølser. Idrætten støtter Dagli’Brugsen ved at købe øl/vand og pølser der. Dagli’Brugsen sponsorerer idrætten, genererer lokale arbejdspladser, er et lokalt mødested – og sælger det, lokalområdet har brug for – og også kan mødes om.«