Sikkerhedsbrist i iPhones og iPads: Gør dette nu
Produkterne skal opdateres.
Apple har opdaget en sikkerhedsbrist. Derfor skal produkter derfra opdateres.
Det oplyser Michael Bech, administrerende direktør i Humac, til Lokalavisen.dk.
Ifølge direktøren er der fundet nogle huller, der nu - med opdateringer - skal lukkes, så hackere ikke får adgang til hverken iPhone, iPad eller Mac-computere.
»Det kan være, de går efter blandt andet netbank eller handelsplatforme,« siger Michael Bech.
Direktøren kan ikke udtale sig om, nøjagtigt hvilke ”huller”, der kan være i produkterne.
»Det, der gør forskellen denne gang - i forhold til andre - er, at det drejer sig både om iPhone, iPad og computerne,« sige Michael Bech.
Opdater
Han opfordrer dog til ikke at male fanden på væggen, men opfordringen er dog klar:
»Opdater produkterne.«
For iPhones og iPads gælder det opdateringen 15.6.1.
Opdateringen til Mac hedder 12.5.1
Her skal du op i venstre hjørne og vælge ”Systemindstillinger”.
Klik på ”Softwareopdatering”
Herefter ”Opdater nu” eller ”Opgrader nu”.