Lilleåens Levested: Vi kan lære af vårfluen og pragtvandnymfen
Et område ved Lilleåen i Kollerup Enge bliver både et samlingssted og et sted for naturformidling
Favrskov Kommune har i samarbejde med en række organisationer og vidensinstitutioner udviklet et unikt koncept til en naturformidlingsplads ved Lilleåen i Kollerup Enge. Den skal både byde velkommen til naturen og vække børn og unges interesse, nysgerrighed og kreativitet inden for bioteknologi, fortæller projektleder ved Natur & Miljø i Favrskov Kommune Torben Tran Ankjærø.
Inspiration fra naturen
Han peger på, at bioteknologiske løsninger ofte starter med inspiration i naturen, og derved udvikles produkter til løsninger på tidens største samfundsudfordringer, for eksempel vårfluelarvens produktion af lim.
»Vårfluelarven producerer lim, det vil sige silke, der kan størkne under vand, og det har givet inspiration til forskning i både undervandslim og lim til operationssår. Det er egenskaber, som dyrene selv har udviklet gennem millioner af år, og bidrager med nye vinkler til bioteknologiske opfindelser.«
Således placeres forskellige spots tæt op ad åen med navne som Vårfluepladsen, Pragtvandnymfepladsen og Under Ranunklerne.
Et sted at samles
Placeringen mellem byrummet og naturen lige udenfor Hadsten By giver pladsen en særlig funktion som indgangsportal til det nyetablerede klimatilpasnings- og vådområdeprojekt Kollerup Enge.
Ud over at fokus skal være på de særlige egenskaber for vandløbsdyr og planters tilpasninger til det strømmende vand, skal formidlingspladsen samtidig fungere som et attraktivt opholdssted for særligt børn og unge, og for borgerne generelt.
»Derfor har vi givet projektet navnet »Lilleåens Levested« idet Lilleåen også rummer et særligt rigt smådyrsliv, og ligger lige for foden af pladsen.«
Leg og læring
Projektet har særligt fokus på at bygge udvalgte smådyr og planter i storskala, således at denne verden bliver tilgængelig for alle. Leg og aktiv læring er nemlig en del af pladsens DNA, fortæller Torben Tran Ankjærø, og ideen er at de fysiske oplevelser og indtryk giver et bedre afsæt for børn og unges interesse for den verden af specielle ’opfindelser’ og tilpasninger, som særligt vandløbenes smådyr har udviklet.
»Ligesom med vårfluelarven er der talrige eksempler på biologiske ’opfindelser’, som blot venter på at blive udforsket. Vi håber, at de imponerende former og detaljer på de opskalerede dyr og planter vil fascinere og give lyst til yderligere fordybelse, og herved interesse for natur, biodiversitet og bioteknologi.«
Allerede nu kan man se træfigurer, som motorsavskunstneren Save Niels har fremstillet, Hadsten Spejderne har lavet en bro til en kort rundtur øst om pladsen, og der er lavet en handicapvenlig rampe til broen over Lilleåen.
Brugerne får indflydelse
Søren Gade, formand for Teknik- og miljøudvalget i Favrskov Kommune, peger på, at brugerne af pladsen selv skal have indflydelse på det endelige projekt.
»Vi skal have en dialog med brugerne, så vi sikrer, at vi får mest muligt ud af det og at de får ejerskab til det. Det er det rekreative, der er det vigtige her, og en unik mulighed for at folk kommer ud og ser naturen. Et sted at samles.«
Han håber, at at lokale foreninger og institutioner efter anlægsfasen vil være med til at skabe liv og fornyelse på pladsen, og også kan hjælpe med praktiske elementer, arrangementer med mere. Desuden må skoleklasser og studerende gerne bidrage med projekter og udstillinger, der løbende kan udvikle nye ideer og koncepter for stedet. Favrskov Kommunes biologer og naturvejledning vil også indgå i formidlingsaktiviteter, og samarbejde med eksterne parter.
Selve anlægsarbejdet går sandsynligvis i gang efter sommerferien 2023. Den endelige udformning af pladsen besluttes, når Favrskov Kommune har svar fra de fonde, som søges i efteråret 2022 til medfinansiering af pladsens etablering.