Fortsæt til indhold

Byggeriet skal på slankekur

Budskab fra konferencen om bæredygtigt byggeri i Syddjurs Kommune var klart: Byggeriet skal på slankekur – CO2-mæssigt.

Samfund

Over 130 deltog fredag 19. august i Syddjurs Kommunes videns- og inspirationskonference om bæredygtigt byggeri i Kolind+.

Det skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Her fik entreprenører, håndværkere, politikere og embedsmænd ny viden om de nyeste bæredygtige byggematerialer, og om hvordan det kan betale sig at renovere frem for at bygge nyt.

Byggeriet står nemlig for 40 procent af det samlede energiforbrug og er derfor en stor del af løsningen, hvis man skal nå målet om at reducere CO2 udledningen med 70 procent inden 2030. Det kræver ny viden og ikke mindst mod til nytænkning, hvis målet skal nås.

Med arkitekt og tv-vært Ane Cortzen som moderator og Gitte Haar fra Center for cirkulær økonomi som udfordrer bød dagen på en række faglige indlæg. Lene Espersen, der er direktør for Dansk Arkitektvirksomheder, havde som hovedbudskab at byggeriet skal på slankekur - CO2-mæssigt. 80 procent af et byggeris klimaaftryk kommer i opførslen.

Mikkel Damgaard Nielsen fra Havnens Hænder fortalte om nye bæredygtige byggematerialer, som er på vej ind på det danske marked. Stephan Krabsen fra European Green Cities fortalte om energifællesskaber med udgangspunkt i Avedøre Green City. Projektet tager udgangspunkt i lokale fællesskaber til at fremme en grøn udvikling, konkret ved at eje og styre grøn energiproduktion lokalt.

Til slut var der oplæg om den kommende nye udskoling til Hornslet Skole og hvordan bæredygtighed tænkes ind i hele processen. Her var det Anne Kirstine Westh fra MOE A/S og Liv Bach Henriksen fra arkitekterne Kjaer og Richter A/S, der fortalte om certificering for bæredygtighed og præsenterede det vindende forslag til byggeriet.

Borgmester Michael Stegger Jensen udtaler om konferencen i pressemeddelelsen:

»Jeg er meget tilfreds med konferencen. Det var inspirerende og videnstungt, både for os i kommunen og for vores lokale erhvervsliv. Vi har alle brug for at blive skubbet til, når vi skal ændre vores vaner, og det gjorde konferencen på en god måde.«

Syddjurs Kommune vil i den kommende tid se nærmere på, hvordan man kan styrke dialogen om bæredygtighed med det lokale erhvervsliv, og hvordan kommunen kan prioritere bæredygtighed i egne projekter i endnu højere grad.