Fortsæt til indhold

Ventetider kan gøre ondt - også i sindet

Ventetid på at komme til læge, tandlæge og psykolog har fået flere til at droppe besøget helt.

Samfund
jro

Lange ventetider hos læger, tandlæger og psykologer får flere og flere til helt at blive væk.

Det viser en ny undersøgelse.

Lægen, psykologen, tandlægen, alle er del af et sundhedsvæsen, der er sat i verden for at hjælpe os.

Dropper sundhedsbesøg

Desværre oplever mange danskere så lange ventetider, at de helt opgiver at få en konsultation.

En ny undersøgelse fra Kantar Gallup for Gjensidige viser, at ventetid har fået hver femte til at droppe at gå til læge og en ud af ti har droppet psykologbesøget i de seneste tre år.

Det er et problem, påpeger Louise Brix, fagchef for Sundhed i Gjensidige:

»Lange ventetider er desværre ikke en ny ting, men det er ekstra bekymrende, at så mange ligefrem fravælger at gå til læge, fordi de ikke kan komme til hurtigt nok. Mange lidelser kan udvikle sig negativt, hvis man ikke får taget sig af det i tide, og jeg kan godt være bange for, at de lange ventetider kan være med til at forværre sygdomme, der ellers kunne være afhjulpet lettere,« siger Louise Brix.

Bliver væk fra psykologen

De lange ventetider har også fået flere til at droppe besøget hos psykologen. En ud af ti har undladt psykologbesøget.

Blandt unge mellem 18 og 29 er tallet noget større; her er det nemlig hver fjerde, der ikke får en tid.

«Det er et alvorligt problem, at så mange ender med at droppe psykologbesøget, fordi ventetiden har været for lang. Ligegyldigt hvor gammel man er, så er det vigtigt, at man får den nødvendige hjælp, da det kan være med til at forhindre, at smerten i sindet eller sygdommen bliver værre. Derfor håber jeg virkelig, at vi for fremtiden ser en ændring, så ventelister ikke i samme grad forhindrer behandling i at finde sted,« siger Louise Brix.