Nu melder region ud: Så mange har uden grund fået amputeret benet
En erstatningsvejledning er på vej til de berørte patienter.
150 borgere kunne muligvis have undgået at få sit ben amputeret.
Det oplyser Region Midtjylland ifølge Jyllands-Posten i en pressemeddelelse.
Resultatet er foreløbigt. Blot 29 journaler mangler at blive gennemgået. Her har regionen gennemgået 1.816 patientjournaler fra de seneste 10 år for at klarlægge, hvor mange der har fået foretaget en unødvendig benamputation.
Tilbage i april viste en ekstern analyse, at i gennemsnit 92 midtjyder årligt kunne havet fået fjernet benet, hvor det kunne have været undgået. Senere blev det tal justerede ned til 47 patienter årligt, da forskerne bag analysen havde fået forkerte tal.
Det nye tal viser sig altså at være en del lavere end første antaget med 150 patienter i den ti-årige periode. De berørte patienter eller deres efterladte, skal nu vejledes i at søge erstatning.
Regionen har sendt brev ud til alle de 57 patienter, der er i live. Via Skifteretten er regionen i gang med at kontakte boet efter 93 afdøde patienter.
»Vi har nu ud fra hospitalsjournalerne identificeret patienter, hvor der er er tvivl om, hvorvidt deres amputationer kunne have været undgået eller udskudt, og vi er i fuld gang med at udsende breve til disse patienter med erstatningsvejledning. Enhver patient kan desuden uanset fagfolkenes vurdering anmelde en sag til patienterstatningen, hvis man mener, at der er sket fejl i behandlingen,« siger Pernille Blach Hansen ifølge Jyllands-Posten.