Antallet af hjemløse i Aarhus falder
Ny kortlægning, foretaget af Vive, viser, at antallet af aarhusianske hjemløse er faldet med knap en tredjedel, og udviklingen er især positiv blandt unge. Det får rådmand til at skrue op for en række indsatser.
Antallet af aarhusianere, som lever i hjemløshed, er faldende. Det viser en spritny kortlægning, som Vive har udarbejdet i samarbejde med Danmarks Statistik og Social- og Ældreministeriet.
Siden 2019 er antallet af hjemløse i Aarhus faldet fra 750 til 507, og blandt de helt unge aarhusianere under 25 år er antallet faldet fra 172, til at der i dag er 95. Den udvikling vækker naturligvis glæde hos Anders Winnerskjold (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, som nu vil sætte skub i de initiativer, som ser ud til at virke.
»Gennemgående for alle vores ungeindsatser er, at de unge får støtte hurtigt og på deres præmisser. Vi har også fokus på at tænke fællesskaber ind i boligløsningerne og har blandt andet etableret et kollegie, hvor studerende og tidligere hjemløse bor dør om dør. Når vi taler med de unge, er deres største bekymring ikke nødvendigvis at stå uden bolig, men at mangle fodfæste i hverdagen og blive en del af fællesskaber med andre unge. Det fodfæste finder man ikke på et forsorgstilbud, hvor miljøet kan være ret råt,”« siger Anders Winnerskjold i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Vi skal kunne tilbyde alle unge et alternativ, og derfor skruer vi nu op for vores ungeindsatser med fokus på både fast bolig, socialfaglig støtte og fællesskaber – både i fritiden og på en uddannelse eller arbejdsplads.«
Den samme positive udvikling i antallet af hjemløse gør sig også gældende på landsplan, hvor der i dag er 5.789 folk, som bor på gaden. Ifølge kortlægningen var det tal oppe på 6.431 for tre år siden. Således er antallet af personer, der lever i hjemløshed, faldet 10 procent de seneste tre år.
»De seneste år, har der været et strategisk fokus på at afhjælpe hjemløsheden, og det er højst sandsynlig resultaterne af det arbejde, som afspejles i den aftagende hjemløshed,« vurderer seniorforsker Lars Benjaminsen, VIVE.
Kortlægningen viser dog, at der er forskel på, hvordan hjemløsheden har udviklet sig i de enkelte kommuner. Mens der i nogle kommuner er sket et forholdsvist stort fald hjemløsheden, så er den stagneret eller steget en smule i andre kommuner.