Fortsæt til indhold

50 års fødselsdag: Skovvangskolen kiggede tilbage og så frem

Folkeskolen i Hammel har fejret 50 års jubilæum.

Samfund
jr

Eleverne på Skovvangskolen i Hammel dykkede i sidste uge ned i skolegangen igennem de seneste 50 år.

Anledningen var den lokale folkeskoles egen 50 års fødselsdag, som om fredagen blev fejret med hygge i klasserne og fælles samling på den store græsplæne udenfor.

Der blev taget et dronefoto med alle 625 elever og 100 medarbejdere, og så var der taler af skoleleder Morten Tipsmark og Flemming Nørgaard, formand for Børne- og Skoleudvalget i Favrskov Kommune.

Skoleleder Morten Tipsmark holdt tale på Skovvangskolens store græsplæne. Foto: Favrskov Kommune

Fra byrådet deltog også borgmester Lars Storgaard samt Lone Boye og Maria Degn fra Børne- og Skoleudvalget. Maria Degn har selv gået på skolen.

For at markere den runde dag og have noget, man kan følge igennem de næste mange år, var der også plantet en rødbøg. Den manglede lige at få det sidste jord hældt på, og det hjalp elevrådsformanden og næstformanden med til, inden de mange hundrede forsamlede råbte højt hurra for skolen.

Elevrådsformand Victor og næstformand Ellen hjalp med at kaste jord på nyplantet blodbøg. Stående fra venstre Morten Tipsmark, udvalgsformand Flemming Nørgaard og borgmester Lars Storgaard kiggede på. Foto: Favrskov Kommune