Ord driller i nyhed om milliongevinst - smitter aarhusiansk af?
Milliongevinst skal blandt andet udløse en tur til Østen.
Det viste sig at være en rigtig god ide, da en pensionist fra det vestlige Aarhus for nylig supplerede de Lotto-tal, hun har spillet i 30 år, med en ekstra Lynlotto-kupon.
Den ekstra kupon udløste således ”Millionærgarantien” og en million kroner.
Da en kommunikationsmedarbejder hos Danske Spil skal citere den aarhusianske kvinde, kommer hun/han dog lidt galt afsted.
De fleste kan stave ”kuffert” (ikke mindst folk, der arbejdet med kommunikation). En kuffert i flertal bliver til ”kufferter.” I bestemt flertal er vi ude i ”kufferterne.”
Men. Læs med her:
»Vi skulle ud at rejse, så jeg stod faktisk og pakkede kufferne, da de ringede fra Danske Spil og fortalte, at jeg havde vundet en million.«
Den pågældende kommunikationsmedarbejder har måske blot skrevet, hvad hun/han har hørt. For en aarhusianer kan ”kufferterne” hurtigt blive til ”kufferne” - eller blot ”kuffer’n.”
”Kom så de hviie!”
Nå, tilbage til resten af pressemeddelelsen fra Danske Spil.
Den kvindelige pensionist og hendes mand har spillet Lotto i over 30 år, men det er første gang, at de har vundet mere end et par tusinde kroner,
I første omgang fik millionen lov at stå på kontoen, fordi storbyferien allerede var købt og betalt, men siden parret er vendt hjem til det østjyske igen, har formuen stille og roligt fået ben at gå på.
Til efteråret skal parret på et krydstogt, og her er hotelværelserne blevet opgraderet, og til næste år skal Lottogevinsten hjælpe til med, at det rejseglade pensionist-par får opfyldt en gammel drøm om en rejse til det fjerne Østen.
»Vi havde gået og snakket om, at det kunne være interessant at prøve en tur til Østen, men sådan en rejse koster jo mange penge. Mindst 75.000 kroner for os to. Men nu har vi jo muligheden for det,« fortæller den aarhusianske pensionist.
Hun vil give sine to børn 200.000 kroner hver.
Pressemeddelelsen fra Danske Spil melder ikke noget om oddsene for at vinde Millionærgarantien eller om, hvor mange der hver uge ikke vinder i Lotto.