Julemarked i Allingåbro genopstår
En gang var julemarked i Allingåbro lige så sikkert som en stjerne i toppen af juletræet. Nu er det endelig tilbage.
Borgerforeningen, Aktiv Allingåbro, Det Kreative Hus og Djursland For Fuld Damp er gået sammen om at genoplive byens traditionelle julemarked. Hvor julen handler om en jomfrufødsel, er der her mere tale om en genfødsel. I tidernes morgen var der nemlig julemarked hvert år i byen.
»Måske var det sidste marked i 2014, jeg kan ikke huske det præcist, men toget kørte i hvert fald dengang. Uanset, så er det på tide at vi får det tilbage igen,« siger Leo Petersen, som repræsenterer tre af de engagerede foreninger.
Dengang stod slagteren og slagtede en gris på parkeringspladsen. Det kan man ikke mere, men ellers er planen, at markedet kommer til at lægge sig tæt op ad de gode gamle dage.
»Vi savner markedet fra dengang, det var her. Vi har flere gange snakket om, at vi gerne vil have gang i det igen. Vi tænker, hvorfor ikke prøve at starte det igen, så nu gør vi det,« siger Gunvor Jensen fra Allingåbro Hotel.
Både hun og Leo Petersen understreger, at der er stor opbakning i byen til alverdens arrangementer og er taknemmelige for, at foreningerne er så gode til at arbejde sammen på tværs.
»Vi har lige holdt havnefesten, og altså, hvor er det bare fedt, at så mange møder op og at så mange hjælper til med at få det afviklet. Det kæmpe store telt røg op og ned i rekordfart. Det er helt uvurderligt for byen, når vi sammen får ting til at ske,« siger Leo Petersen.
Stor opbakning
Tidligere var hotellet ikke en del af markedet, men det bliver det nu. Der vil nemlig blive boder både på hotellet og på pladsen ved stationen. Der bliver boder både inden- og udendørs, hvis alt går efter planen og alt afhængig af, hvor mange, der melder sig til. Men selv om markedet ikke officielt har været annonceret nogen steder endnu, så er der allerede stor opbakning.
»Ordet har allerede spredt sig. Jeg tror, det er tre måneder siden, at de første spurgte, om det blev til noget, for der er allerede gang i produktionen af for eksempel juledekorationer,« fortæller Gunvor Jensen.
Arrangørerne har fået tilsagn fra slagteren, som i de her nye tider vil stege frikadeller. Bageren vil koge klejner, og også spejderne dukker op, måske med æbleskiver, brændte mandler og juletræssalg og flere virksomheder og privatpersoner har allerede givet udtryk for, at de vil have en bod med salg af julerelateret varer.
»Alle kan få en bod, men det skal være noget med jul, der skal sælges. Det kan være håndværk, brugskunst eller færdiglavede varer. En bod er to gange to meter og koster kun 100 kroner. Man kan tilmelde sig ved at kontakte mig,« siger Gunvor Jensen.
Markedet er søndag 20. november fra 10-15.