»Jeg var aldrig kørt til Ebeltoft med det«: Borgmester rykkede tættere på Ryomgård-borgerne
Syddjurs' borgmester Michael Stegger (S) havde tirsdag skiftet kontorrammerne på Ebeltoft Rådhus ud med Distriktsrådet i Ryomgårds nye lokaler til et åbent borgmesterkontor, hvor privatpersoner og foreninger kunne komme i audiens - som flere benyttede sig af.
Syddjurs Kommunes borgmester Michael Stegger (S) havde tirsdag rykket sit kontor ud af rådhuset i Ebeltoft og rejst de godt 30 kilometer til borgmesterens hjemby Ryomgård som et led i konceptet ’Åbent Borgmesterkontor’.
I de nyopførte lokaler tilknyttet IF Midtdjurs’ klubhus, hvor Ryomgårds snart ni år gamle bogcafé for nyligt er flyttet ind, tog borgmesteren imod borgere og foreninger i løbet af dagen. Ude i caféen sad folk pænt og ventede deres tur, mens distriktsrådet trakterede med kaffe.
Da pressens udsendte ankom, var Ældre Sagen Midtdjurs i audiens.
Her er Ove Buus formand, og han fortæller, at de besøgte borgmesteren for at høre nærmere ind til en status på planerne for etablering af nyt plejehjem i Ryomgård. I samme ombæring opfordrede han og næstformand Bruno Henriksen til, at kommunens Ældreråd skiftede navn til Seniorrådet, da der oftest sker forveksling mellem netop Ældrerådet og Ældre Sagen.
Ove Buus er glad for muligheden for en direkte dialog med borgmesteren, fortæller han efter besøget.
»Jeg tror, det her er en god idé. Borgmesteren er lydhør, og det er en ny måde at gøre tingene på, som jeg mener, man skal give en chance.«
Næstformand Bruno Henriksen deler oplevelsen af at være blevet lyttet til.
»Han har været lydhør over for os. Det, han kan gøre, er jo så at prikke til andre politikere. Han er jo nødt til at få andre med på vognen, så man kan nok også blive skuffet,« siger Bruno Henriksen, der dog understreger, at det åbne borgmesterkontor er en god idé.
Foreninger og privatpersoner
September-udgaven af det åbne borgmesterkontor har budt på besøg fra både foreninger og privatpersoner, der har opsøgt kommunens politiske overhoved for at drøfte lokalområdet. Det fornemmes tydeligt, at vi er på borgmesterens hjemmebane, da de fleste kalder ham ved fornavn.
En af de fremmødte ved avisens besøg er Nanny Nielsen. Hun er nysgerrig på, hvor langt politikerne er med planerne om at rive boliger ned i Ringparken.
»Der står en masse boliger, der lige nu bruges af ukrainere, og hvor det politisk er besluttet at køre en bulldozer på et tidspunkt. Jeg vil tale med Michael (Stegger, borgmester, red.) om, hvorvidt det nu er en god idé. Det er sådan nogle gode bygninger, man sagtens kunne genanvende – til eksempelvis boliger,« siger hun.
Nanny Nielsen kender politik, siger hun. Hun ved udmærket godt, at ét er at ønske, noget andet er at få. Men hun finder det åbne borgmesterkontor givtigt.
»Jeg var aldrig kørt til Ebeltoft med det, jeg havde på hjerte i dag. Og jeg synes egentlig, det er vigtigt. Så jeg er glad for den snak, jeg havde i dag, og at jeg kan gå tilbage til baglandet og give en status på de aktuelle planer,« siger hun.
Hvad er dine forventninger til, hvad en snak med borgmesteren kan føre til?
»Michael er et lyttende menneske, og jeg tror på, når han har talt med os i dag, så husker han det og tager det med ind i sine forhandlinger og passer det ind, han kan,« siger hun.
En del af jobbet
Borgmesterens dag startede på virksomhedsbesøg hos Scanpan efterfulgt af første omgang møder med borgere, før turen gik til FGU Østjylland og den lokale rollespilsforening i Ryomgård. Da pressen fanger ham, betegner han dagen som »fremragende«.
»Det her åbne kontor kan være med til at skabe sammenhæng, og for mig giver det muligheden for at tale med en masse borgere og møde et lokalsamfund og dets bekymringer. Og om de gode ting,« siger Michael Stegger.
Træffetid på de åbne borgmesterkontorer var et valgløfte, og derfor handler det også om at holde, hvad der er lovet, fortæller borgmesteren. Og om at imødekomme politikerlede og følelsen af ikke at blive lyttet til, som findes mange steder.
I Ryomgård er netop Ringparkens fremtid noget, der fylder for befolkningen. Fire-fem har henvendt sig om dét emne i løbet af dagen, forklarer Michael Stegger, og det er faktisk første gang, han oplever, at så mange henvender sig om én specifik sag.
Hvis du skal være helt ærlig, hvor meget af det, som folk kommer med en dag som i dag, kan du så reelt svare til, at det kan du gøre noget ved?
»Jeg kommer aldrig til at sige, at jeg kan gøre noget ved det. Jeg kan svare på spørgsmål. Eksempelvis med Ringparken. Hvis folk går med en knude af bekymring i maven og hører rygter ude i byen om, hvad der skal ske, kan det vokse. Jeg kan punktere rygterne og skabe en indgang i det kommunale system,« siger han og fortsætter:
»På den måde gør jeg en forskel for nogle mennesker, og det er det, jeg mener, er mit job som borgmester; at gøre en forskel i Syddjurs Kommune. Det gør jeg med de åbne kontorer, for jeg hjælper borgere i den rigtige retning i systemet eller kan svare i døren på deres henvendelse.«
Jeg var aldrig kørt til Ebeltoft med det, jeg havde på hjerte i dag. Og jeg synes egentlig, det er vigtigt. Så jeg er glad for den snak, jeg havde i dag.Nanny Nielsen, borger Ryomgård
Mindske afstanden til rådhuset
Med sig på sit midlertidige kontor har borgmesteren en referent, der til hver sag laver et referat på tre linjer. Referatet, der ikke nævner navne, sendes herefter videre til alle byrådsmedlemmer, så de også ved, hvad der foregår i lokalsamfundene.
Til formålet er der også oprettet en mailkonto, hvor borgmesteren beder borgerne sende deres henvendelse til, så sender han den videre til den rette afdeling i kommunen. På den måde rejser problemstillingerne fra borgmesterens blok til administration eller politiske udvalg.
Adspurgt om konkrete sager, der er vokset fra åbent kontor-møde til beslutning, falder der hurtigt et eksempel fra Knebel, hvor en borger efterspurgte ramper og automatisk døråbning, som er blevet til virkelighed efterfølgende.
»Det er små ting, men de gør en kæmpe forskel i hverdagen for borgerne,« siger Michael Stegger.
Er det åbne kontor en nødvendighed, fordi forvaltning og udvalg er for dårlige til at få ting til at ske?
»Nej,« lyder det.
»Men det er nødvendigt i forhold til at sikre åbenhed omkring tingene.«
»Med seks politiske udvalg plus økonomiudvalget, ved folk ikke - eksempelvis ved en byggesag - hvem de skal tage fat i. Når jeg åbner kontoret giver det ekstra åbenhed, og det giver ekstra tilgængelighed,« siger Michael Stegger.
Kan der være for langt fra borgeren til kommunen?
»Det kan man godt føle, og det hører jeg, at nogle synes. Rådhuset er i Ebeltoft, men bor man i Hornslet, er der måske lidt langt, selvom der også en administration der. Eller på Helgenæs, hvor jeg gerne vil hen med næste omgang af det åbne borgmesterkontor.«
Næste stop for det åbne borgmesterkontor er 4. oktober i Mørke.