Fortsæt til indhold

Bloms Butikker sparer på strømmen

Udsigten til en fordobling af energiregningen i Bloms får centrets ledelse til at reducere åbningstiderne. Med virkning fra 1. oktober reduceres de fælles åbningstider mandag - fredag til kl. 10-18.

Samfund
kfp

Fra 1. oktober reducerer Bloms Butikker åbningstiderne på alle hverdage til kl. 10 til 18.

Dette i kombination med allerede iværksatte strømsparende initiativer, herunder reduktion af belysning ude og inde samt justering af ventilations- og køleniveau, medfører en umiddelbar reduktion af energiforbruget.

Det strømsparende initiativ vil først og fremmest gavne butikkerne, der ved at lukke en time tidligere vil kunne slukke al belysning og ventilation i deres lejemål.

»Vi har op til, at beslutningen blev truffet, forelagt muligheden for en lang række butiksejere, og der har været bred opbakning om initiativet,« siger centermanager Flemming Enghave i en pressemeddelelse.

Ændringen af åbningstiderne er gældende indtil videre, men mindst indtil der igen er forsyningssikkerhed og styr på prisudviklingen for energi.

I år vil også julebelysningen være stærkt reduceret med fokus på at skære ned på strømforbruget. De ændrede åbningstider vil være gældende for centrets specialbutikker, idet at Føtex fastholder de aktuelt gældende åbningstider for denne forretning.

Ligeledes kan der i en overgangsperiode være enkelte øvrige butikker der fastholder de nu gældende åbningstider. I anledning af de stærkt øgede omkostninger samt den aktuelle energikrise, har vi i centerledelsen derudover besluttet at iværksætte et arbejde på at undersøge muligheden for at udnytte centrets tagflader til opsætning af solceller. Et projekt vi vil søge at få gennemført hurtigst muligt, hvis det er muligt, afslutter Flemming Enghave.