Fortsæt til indhold

Optikerkæde i Skanderborg fylder 50 år

I år er det 50 år siden, at grundstenen til Profil Optik blev lagt.

Samfund
sra

På et halvt århundrede er Profil Optik gået fra at være en butiksforening bestående af 18 optikere til en landsdækkende kæde i konstant vækst med hele 113 forretninger. Udgangspunktet for succesen har været stor faglig ekspertise og højt serviceniveau gennem alle årene. Det skriver Profil Optik i en pressemeddelelse.

Meget er sket siden 1972, hvor optikerkæden så dagens lys som et indkøbssamarbejde mellem selvstændige brillebutikker. Fællesnævneren for alle 50 år er høj service med fokus på faglig udvikling. En kompetence som genkendes af både tidligere butiksejere og nuværende butikschefer.

Positiv udvikling

Tidligere indehaver af Profil Optik i Solrød Center, Sten Christensen, har været med siden 1978 og været vidne til den udvikling, som har været omdrejningspunktet for Profil Optik.

»Da jeg som purung udsprang i optikerfaget, var det udelukkende et håndværksfag. Vi lærte ikke om synsprøver og øjensygdomme på samme måde, som man gør i dag. Og det er en rigtig positiv udvikling. Vi optikere er ikke kun blevet dygtigere rent fagligt. Faget er også langt mere respekteret i dag, end det var for 50 år siden,« forklarer Sten.

Samme udvikling understreger den tidligere ejer og butikschef af Profil Optik i Vejen, Finn Heiredal, som kom til optikerfællesskabet i 1986.

»For cirka 15 år siden var vi én af de første butikker, som startede med at lave sundhedsundersøgelser af øjet. Det er et tjek af øjet sundhedstilstand, som gennem min karriere har været med til at fange alt fra tidlige tegn på for eksempel grøn stær til alvorlige sygdomme, der kræver akutbehandling,« fortæller Finn.

50 års udvikling

Selvom 50 år for mange kan virke som en skræmmende alder, hvor skavanker som nedsat syn ofte begynder at melde sig på banen, lader det ikke til at skræmme fødselaren. Der er nemlig stadig store ambitioner om at fortsætte den faglige udvikling.

Og det er netop nøgleordet for Lene Vestergaard Kristensen, butikschef i Profil Optik Skanderborg.

»Vi er stolte over at være del af en kæde, hvor faglighed er og altid har været i højsædet. I vores butik har vi også altid lagt vægt på at være førende inden for vores felt, så vores kunder får en skræddersyet rådgivning, der passer til deres behov. Om det er et rutinetjek af styrke, valg af briller eller en større sundhedstest,« forklarer Lene Vestergaard Kristensen.