Anderledes nat: Kærestepar vågnede op i Ikea
Det unge par Søren Dau Müller og Emilie Elise Bonde fik en usædvanlig oplevelse, da de fik lov til at overnatte helt alene i Ikeas varehus i Aarhus.
At have et stort varehus helt for sig selv og ovenikøbet overnatte i det. Det lyder som begyndelsen på en halvdårlig amerikansk b-film, men for det unge kærestepar Søren Dau Müller og Emilie Elise Bonde blev det i denne uge virkelighed i Ikeas varehus i Aarhus. De to havde nemlig vundet konkurrence om en overnatning for to, som blev udloddet i uge 32 i alle landets varehuse.
Derfor kunne Søren Dau Müller og Emilie Elise Bonde lægge sig til at sove midt i møbeludstillingen og vågne til morgenmad i restauranten, oplyser Ikea i en pressemeddelelse.
»Vi var lidt spændte på, hvordan det hele skulle foregå, men vi blev taget godt imod af venlige medarbejderne, som hurtigt fik os til at føle os hjemme. Vi blev både budt på en lækker treretters menu i restauranten og fik en spændende rundvisning, da vi vågnede her til morgen. Det var en rigtig sjov oplevelse og ikke lige noget, man kan prøve hver dag,« siger Emilie Elise Bonde.
Det er ikke første gang Ikea har overnattende gæster. Den 1. december 2021 måtte kunder overnatte i Ikea i Aalborg under en kraftig snestorm, der fik myndighederne til at fraråde al unødig udkørsel. Til trods for den usædvanlige situation var stemningen i top, da kunder og medarbejdere hyggede sig med julekalender, brætspil og risalamande.
Da Søren Dau Müller og Emilie Elise Bonde natten til torsdag overnattede i Ikea i Aarhus, var det heldigvis forberedt og uden snevejr. Som vindere af konkurrencen fik de heldige kunder mulighed for at ‘checke ind’ i IKEA allerede onsdag, hvor de blev budt på mad i restauranten og en rundvisning ‘behind the scenes’ før lukke- og sengetid.
»Det var en ret særlig oplevelse at bo midt i en Ikea-udstilling, imens der stadigvæk var medarbejdere på arbejde. Men vi hyggede os med brætspil og snacks, inden al lys blev slukket. Det gjorde også indtryk at opleve, hvordan varehuset aldrig er helt stille. Der var medarbejdere i gang det meste af døgnet. Alligevel fik vi en god nats søvn og en anderledes oplevelse med hjem,« siger Søren Dau Müller.
Alle kunder, som besøgte (k)ærlighedskollektionen i varehusene i uge 32, havde mulighed for at deltage i lodtrækningen om en overnatning for to i deres lokale varehus ved at udfylde et hjerte-kort.