Lille sæl hygger sig med wakeboardere: »Ser meget veltilpas ud«
En sæl er i løbet af weekenden blevet lidt af et trækplaster for Aarhus Watersports Complex.
I løbet af ugen har Kenneth Enggaard Christensen godt spottet den ude i vandet. Da han fredag morgen møder ind til arbejde, ser han den møffe sig op på en platform, og her har den slappet af siden.
En lille sæl er hen over weekenden blevet en attraktion på Aarhus Ø, hvor den har besluttet, at startplatformen ved Aarhus Watersports Complex er et glimrende sted at hænge ud.
Normalt er sæler ret menneskesky, men det gælder tilsyneladende ikke den her. Sælen tager det med sindsro, at folk kommer helt tæt på, når de skal ud at stå på wakeboard i vandet ved Bassin 7.
»Det er en startplatform, vi har bygget til vores medlemmer, så vi kan ikke rigtig rykke os, men vi tager selvfølgelig hensyn til den,« siger Kenneth Enggaard Christensen til Lokalavisen Aarhus.
Han er stifter af Aarhus Watersports Complex, der på den frivillige forenings hjemmeside beskriver sig som ”byens bedste legeplads.” Den lille sæl har, må man antage, uden at vide gjort fin reklame for foreningen og vandsport.
»Den har været en kæmpe attraktion for alle øboerne og dem, der er kommet herud i weekenden,« siger Kenneth Enggaard Christensen.
Han tror, der er tale om en babysæl, da gæsten er lille og altså ikke bange for mennesker.
»Den ser meget veltilpas ud. En gang imellem svømmer den ud og spiser nogle fisk, og så kommer den tilbage og ligger og slapper af. Det tager den med ro,« siger han.
Til de uindviede kan wakeboarding beskrives som at stå snowboard på vand.
»Man gjorde det traditionel set med speedbåde, men som en mere miljøvenlig erstatning, kan man også gøre med stålwirer, som vi gør. Så har man to tårne ved forskellige kajkanter og en wire, der trækker medlemmerne frem og tilbage,« siger Kenneth Enggaard Christensen.
Aarhus Watersports Complex startede i 2016.
»Sidste års slog vi medlemsrekord med 1261 medlemmer, og vi forventer, at vi i år slutter med flere end 1500 medlemmer,« siger Kenneth Enggaard Christensen.
Den lille sæl bliver næppe formelt medlem af Aarhus Watersports Complex. Den behøver den heller ikke for at være velkommen.