Skolebørn skal finde de varme sweatre frem: I disse kommunale bygninger sænkes temperaturen
Skoleeleverne i Aarhus skal blandt andet til at klæde sig på efter nye temperaturer i klasseværelserne.
På anbefaling fra regeringen sænker Aarhus Kommune nu varmen i rigtig mange af de kommunale bygninger,
Temperaturen skal nu ned på 19 grader, og det betyder, at skolebørnene i kommunen skal berede sig på at finde de varme trøjer frem, da skolebygninger er omfattet af energisparetiltaget.
Det samme er sportshaller, kulturbygninger og alle administrative bygninger, der bliver en smule køligere end normalt.
»Vi står i en energikrise og må alle bidrage til at sænke energiforbruget. Aarhus Kommune følger naturligvis regeringens anbefalinger om at sænke temperaturen i offentlige bygninger til 19 grader, og de penge, vi håber at spare på den måde, afsætter vi til yderligere energiforbedringer. På længere sigt vil det reducere vores energiforbrug til gavn for både klima og kommunekasse,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).
En række kommunale bygninger er dog også undtaget det nye tiltag. Det gælder for eksempel daginstitutioner, døgninstitutioner, plejehjem og forsorgshjem.
Siden 2013 har kommunen arbejdet strategisk med energiledelse, der kort fortalt er bygget op omkring dataindsamling af alle kommunens bygningers energiforbrug. På baggrund af den data er bygningerne systematisk blevet energirenoveret og har eksempelvis fået efterisolering i forbindelse med tagrenoveringer, nye ventilationsanlæg, vinduesudskiftninger og ny LED-belysning.
»Det er vigtigere end nogensinde, at vi bruger energien fornuftigt. Nu ikke kun på grund af den grønne omstilling, men også på grund af en forestående energikrise. I Aarhus Kommune har vi været proaktive og arbejdet seriøst med energirenovering af kommunens bygninger gennem flere år. Arbejdet har resulteret i, at vi allerede har skåret knap 20 procent af bygningernes samlede energiforbrug siden 2013,« siger Nicolaj Bang (C), rådmand for Teknik og Miljø.
Tryghedsskabende lys i for eksempel tunneller vil ikke blive slukket.
Magistraten har besluttet, at der skal udarbejdes yderligere forslag til el-besparelser i kommunale bygninger.
Kommunen vil nu gå i dialog med erhvervsliv, organisationer og uddannelsesinstitutioner om eventuelle fælles initiativer i forhold til energibesparelser.