Fortsæt til indhold

Friluftsbad dropper populært vinter-tiltag

Fordi det ikke kan løbe rundt økonomisk og ikke er forsvarligt over for resten af samfundet, dropper Tungelundbadet saunagus.

Samfund

Tungelundbadet i Thorsø lukker altid frilufts-pølen henover vinteren, men til gengæld lokker stedet en del mennesker til med et bestemt arrangement hver tirsdag og nogle gange hver anden torsdag vinteren over, nemlig saunagus.

»Det har vi virkelig haft stor succes med, og folk kører gerne langvejs fra,« fortæller Jette Laursen, formand for Tungelundbadets bestyrelse.

Men i år er der ingen grund til at lægge vejen forbi, for friluftsbadet har besluttet ikke at lave saunagus denne vinter.

»Vi har kigget på strømregningen, og hvis det skal kunne dækkes ind, så bliver det enten så dyrt, at folk ikke vil betale, eller også skal der så mange igennem hver gang, at det er urealistisk,« siger Jette Laursen, som i samme ombæring skynder sig at tilføje:

»Desuden synes vi heller ikke, at vi rent samfundsmæssigt kan tillade os at knalde så megen strøm af til noget, som jo er en unødvendig ting.«

Det vil dog være muligt at leje saunaen. Hvis det sker, vil Tungelundbadet overveje at lave saunagus samme dag, når nu saunaen alligevel er varmet op.