Energikrisen rammer kunsten: Nu slukker Aros for regnbuen
Kunstmuseet kigger ligesom alle andre på, hvordan der kan spares på energien.
Mange steder bliver der slukket og sparet på strømmen grundet stigende energipriser. Og det er ingen undtagelse i landets næststørste by. Her er lyset på rådhustårnet allerede sløjfet, julebelysningen bliver særdeles begrænset i år, og nu ryger lyset i ”regnbuen” også.
Olafur Eliassons kunstværk på toppen af kunstmuseet Aros, som efterhånden er blevet et aarhusiansk vartegn, bliver nu slukket for natten. Det fortæller Aros i en pressemeddelelse.
Kunstmuseet slutter sig til de andre institutioner i byen, som arbejder på at hjælpe byen med at reducere energiforbruget.
I solidaritet med byens indsats vil ’Your rainbow panorama’ derfor blive mørklagt i nattetimerne fra midnat til klokken 06.
Det sker med øjeblikkelig virkning.
Aros har løbende arbejdet strategisk med bæredygtighed, og museet er i øjeblikket i gang med en større inddragelsesproces hos medarbejdere og eksterne eksperter, der skal afdække mulighederne for at reducere blandt andet energiforbruget.
»På Aros ønsker vi at bidrage med alt, hvad vi kan i forhold til den aktuelle energikrise og den generelle omstilling. Vi har således allerede indarbejdet flere tiltag og ser lige nu på yderligere muligheder for optimering på tværs af hele museet,« siger museumsdirektør Rebecca Matthews.