Hornslets butikker viser atter flaget i samlet flok
Der er plads til 250 gæster, når handelslivet i bredste forstand inviterer til komsammen i Hornslet Hallen med lækker mad, underholdning, stande og aftenens clou, et stort modeshow, på programmet.
»Jeg tror samtlige butikker i Hornslet mærker værdien af, at vi gør noget sammen, fordi vores kunder godt kan lide fællesskabet,« siger Gitte Pedersen, indehaver af Butik Lulu på tredje år.
Lulu er en af byens modetøjsbutikker der henvender sig til piger/damer fra +30 og helt op til de ældste kvinder.
Gitte Pedersen har ikke fortrudt, at hun for tre år siden kastede sig ud i at blive selvstændig med base i Hornslets bymidte.
»Det har gået godt, og jeg har kunnet mærke, at jeg vækster økonomisk Det giver plads til, at jeg har kunnet investere i et større sortiment løbende,« siger Gitte Pedersen.
Hun er på det meste af ugen. Tirsdag er fridag til andre gøremål for butikken. Her har hun en dygtig ansat til at tage over. Hendes assistent er ansat ni timer ugentligt.
»Man kommer ikke sovende til det, og det handler meget om hele tiden at være på og skrue på de rigtige håndtag, så kunderne mærker, at der ikke er stilstand. For eksempel har min september været fin, fordi jeg sørgede for at få nogle bukser hjem, som der var stor efterspørgsel efter.«
Lulu og en stor del af de øvrige butikker i Syddjurs Kommunes vækstby nummer et trækker på samme hammel onsdag 5. oktober, hvor den årlige komsammen foregår i Hornslet Hallen.
Det er traditionelt et tilløbsstykke for primært kvinder i den modne alder 40+.
»Det er stort set kun kvinder, der kommer, og det er lidt synd, for der præsenteres faktisk også herretøj ved arrangementet. Måske får mændene bare ikke indflydelse på, hvad de skal gå i af tøj, så derfor opgiver de at deltage, men de er meget velkomne,« griner Gitte Pedersen.
Ellers ligner aftenen sig selv.
Hver af de deltagende butikker præsenterer sig på stande rundt omkring på halgulvet, der vanker lækker mad i form af en tapasanretning leveret af Hornslets madbutikker, lokale Spjæt sørger for et up-tempo danseshow og der bliver musikalsk underholdning.
På standene må alle frit have konkurrencer kørende eller arrangere små events. Det er gæsterne vilde med, og det tiltrækker og danner altid kø. Sidste år var der rekord i antal udstillere, og den satser man på at slå i år.
Aftenens clou er som altid det timelange modeshow, hvor butikkerne sammen med deres udvalgte mannequiner præsenterer et bredt udvalg af efterårets farver fra inderst til yderst og fra top til tå, tøj, hår og sko.
»Opbakningen til modeshowet er stor, og det afvikles i et rapt tempo styret flot af Christina Petersen fra Chris Fest og Gaver, men med mulighed for, at hver butik selv kommenterer deres eget sortiment, som gæsterne får at se på catwalken,« siger Gitte Pedersen.
Det positive er, at vi står sammen som handelsliv og får skabt en snak i byen. Jeg er sikker på, at vores kunder godt kan lide fællesskabet. Det kan vi ikke få nok af.Gitte Pedersen, Lulu
Amerikansk Lotteri
Et andet højdepunkt i løbet af aftenen er Amerikansk Lotteri. Byens butikker og andre i handelsstandsforeningen har samlet sponsorgaver ind, så præmielisten er lang som en stangspringsstang.
I år doneres overskuddet til Hjerteforeningen Syddjurs.
Kan mærkes
Gitte Pedersen fremhæver igen fællesskabet i handelslivet, der kommer til udtryk sådan en aften i Hornslet Hallen.
»Det kan vi ikke få nok af, og jeg er sikker på, at vores kunder efterspørger netop det fælles. De kan godt lide, når vi trækker på samme hammel og laver noget, hvor butikkerne er sammen om det.«
- Har det en økonomisk effekt at lave sådan en aften?
»Det har det afgjort. Jeg tror, at jeg taler på manges vegne, når jeg fortæller, at vi kan mærke det på salget i dagene efter arrangementet.«
»Vi bliver set af de mange gæster, og det har en markant effekt økonomisk. Det positive er, at vi står sammen som handelsliv og får skabt en snak i byen. Jeg er sikker på, at vores kunder godt kan lide fællesskabet. Det kan vi ikke få nok af.«
Billetprisen er 195 kroner, og der er rift om de 250 pladser, skulle vi hilse og sige. De kan købes hos Skobox. Betaling sker kontant eller på mobilepay.