Valgt ind i LandboUngdoms Hovedbestyrelse
Claus Frederiksen, Skanderborg, er valgt som 2. suppleant til LandboUngdoms hovedbestyrelse.
Claus Frederiksen fra Skanderborg er lørdag 24. september blevet valgt som 2. suppleant til LandboUngdoms Hovedbestyrelse.
Claus Frederiksen er 23 år og uddannet produktionsleder fra Bygholm Landbrugsskole. Til daglig arbejder han ved en griseproducent. I fritiden lægger han en del kræfter i LandboUngdom, og han har de seneste tre år siddet som kasserer ved Odder-Skanderborg LandboUngdom.
Foruden regnskab engagerer Claus Frederiksen sig, når tiden er til det, også i traktortræk i LandboUngdom.
Motivationen for at stille op til hovedbestyrelsen findes blandt andet i at ville tage skridtet til et højere niveau.
»Det giver god mening at fortsætte den linje, der er i gang i LandboUngdom lige nu, og det vil jeg gerne være med til at bidrage til,« siger Claus Frederiksen i en pressemeddelelse.
Foruden det frivillige engagement på lokalbestyrelsesniveau, og nu i hovedbestyrelsen, er Claus Frederiksen en del af LandboUngdoms Vækstlag, der har til formål at udvikle det enkelte medlem til at styrke fællesskabet internt og arbejde for et mere demokratisk samfund.