Handel og håndværk slår pjalterne sammen
To af byens ældste foreninger for erhvervsdrivende i Ebeltoft og omegn vil nu til at samarbejde endnu mere
I 1878 blev Ebeltoft Håndværker- og Borgerforening stiftet. Fem år efter kom Ebeltoft Handelsstandsforening til verden, og sammen har de to solidt arbejdet for de erhvervsdrivendes interesser i og omkring Ebeltoft.
Der har altid været et samarbejde de to foreninger imellem, men for nylig opstod en ide til, hvordan relationen kan gøres endnu tættere, til glæde for alle medlemmer, men måske i første omgang i særlig grad for handelstandens.
12. oktober inviterer de derfor alle interesserede til en aften, hvor fordelene ved et medlemsskab af Håndværker- og Borgerforeningen er på dagsordenen. Er man medlem her, har man nemlig mulighed for også at blive en del SMVdanmark, den eneste hovederhvervsorganisation i Danmark, der alene kæmper for de små og mellemstore virksomheder, SMV’erne.
Formand for Ebeltoft Håndværker- og Borgerforening, Kim Withen Olesen, forklarer:
»Vi befinder os i en tid lige nu, hvor vi skal samarbejde. Det er simpelthen et spørgsmål om overlevelse for små og mellemstore virksomheder, som er presset af konsekvenserne af krigen og stigende energi- og råvarerpriser. Vi er nødt til at stå skulder ved skulder og løfte i flok.«
Til en god pris
Håndværks- og Borgerforeningen er i følge Kim Withen Olesen den eneste forening i Syddjurs, der er koblet op på SMVdanmark, og i bestyrelsen har de derfor fået den ide at invitere medlemmerne af Handelstandsforeningen med og på den måde give dem mulighed for at blive medlem af SMVdanmark til meget fordelagtige vilkår. Faktisk til kun 20 procent af prisen for et medlemsskab, hvis man selv tegner det.
»SMVdanmark er en forening, hvor alle små virksomheder, også butiksdrivende i Ebeltoft, kan få råd og vejledning. Samtidig har den stor politisk vægt. Det så vi under corona, da politikerne på Christiansborg i høj grad lyttede til deres ønsker. Politikerne ved nemlig godt, både dem derovre og herhjemme, at langt størstedelen af Danmarks erhverv udgøres af de små og mellemstore virksomheder. Alle dem med mellem 0 og 100 medarbejdere. Det er os, der er samfundets lokomotiv.«
Begge bestyrelser i Ebeltoft mener også, at de i forhold til lokalpolitikerne kan stå stærkere, hvis de øger samarbejdet. Derfor har de inviteret borgmester Michael Stegger Jensen til arrangementet 12. oktober til at komme og holde oplæg. Det samme gør en repræsentant fra SMVdanmark, Niklas Winther.
Indehaver af Ebeltoft-Mols Mægleren, ejendomsmægler Maria Madsen er både medlem af Handelstandsforeningen og sidder også i bestyrelsen i Håndværks- og Borgerforening, og hun kan se en stor fidus i samarbejdet.
»Vi arbejder jo allesammen for det samme mål, nemlig at gøre vores by og erhvervsliv stærkt, så der er så meget mening i at se, hvordan vi ved at samarbejde, danne relationer og netværk, kan hjælpe hinanden og på den måde gøre noget godt for Ebeltoft og omegn.«
Der er ikke tale om at slå de to foreninger sammen, men hvis modellen virker, så kan andre erhvervsdrivende på Syddjurs uden for Ebeltoft måske også få glæde af den.
»Nu prøver vi det her, og hvis det bliver en succes, så overvejer vi at brede det ud og tilbyde flere foreninger for erhvervsdrivende i Syddjurs samme model. Måske skifter vi endda navn og supplerer med en bindestreg, til Ebeltoft Håndværks- og Borgerforening - Syddjurs, men det skal først op og vende på vores generalforsamling senere på året,« afslutter Kim Withen Olesen.
Arrangementet finder sted 12. oktober klokken 18 på Danhostel Ebeltoft og kræver tilmelding. Henvendelse kan ske til en af de to foreninger.