Stort amerikansk medie om dansk by: »Er Europas bedste by, som du aldrig har hørt om«
Det amerikanske medie kalder byen »cool as shit«.
»Aarhus er Europas bedste by, som du aldrig har hørt om«
Det skriver amerikanske The Daily Beast, der ifølge Wikipedia har 1,1 millioner læsere dagligt.
»Aarhus is actually, as the Danes might say, skidegodt, or, cool as shit,« skriver Andrew Kirell fra mediet og uddyber med, at Jyllands hovedstad er storslået hvad angår mad, kunst, historie og design.
Artiklens forfatter mener også, at Aarhus er en undervurderet madby med duftende bagerier og køer til shawarma-spisesteder.
Amerikaneren nævner også, at Smilets By var europæisk kulturhovedstad i 2017, og så får Restaurant Hærværk rosende ord med på vejen.
»Det er et af de bedste måltider, jeg nogensinde har fået,« skriver Andrew Kirell, der også er begejstret for kaffebaren La Cabra og Aarhus Street Food.
Derudover bliver Salling Roofgarden, Aros, rådhuset og Den Gamle By også nævnt som anbefalelsesværdige højdepunkter.