Fem dages a la carte og kropophold á la Skagen: Sascha er ny forpagter af Ørsted Kro
Sascha Steenfath er navnet på den nye forpagter af Ørsted Kro, og hun kommer med masser af restauranterfaring, charme og en kærlighed for klassiske krooplevelser.
Den borgerejede og tv-kendte Ørsted Kro har skrevet under med en ny forpagter, der skal overtage kroens daglige drift efter Janne Simonsen, der stopper af helbredsmæssige årsager.
Interessen for at drive Ørsted Kro har været stor, fortæller formand for Ørsted Kro A/S. Faktisk nåede de aldrig at lave et stillingsopslag, efter de havde annonceret til pressen i starten af augsut, at de skulle have ny forpagter.
»På bestyrelsesmødet sidst i august skulle vi lave en annonce, men syv havde henvendt sig i mellemtiden. Tre af dem har vi arbejdet videre med, inden vi tog det endelige valg,« siger Dag Kristiansen.
Valget er faldet på 40-årige Sascha Steenfath, der i øjeblikket bor i Risskov, har 20 års erfaring i restaurationsbranchen, selv drevet selvstændige restauranter og barer, og som kommer fra en stilling som restaurationschef på Hotel Royal i Aarhus.
»Sascha er faguddannet inden for et af de to felter, der er vigtige ved at drive en kro; som tjener. Vi oplever, at Sascha udstråler et højt serviceniveau og lydhørhed over for ønsker og behov. En af Saschas værdier er at have med mennesker at gøre, og når man driver en kro, der har 600 lokale aktionærer, så skal man kunne lide mennesker,« siger Dag Kristiansen.
Skønt, rummeligt sted
Sascha Steenfath er oplært som tjener under Peter Tvilum på Hotel Ebeltoft Strand, og det var hendes gamle lærermester, der tippede hende om muligheden for at stå i spidsen for Ørsted Kro. Efter møder med både organisationen bag kroen Ørsted Kro A/S og foreningen Ørsted Kros Venner og en inspektion af lokalerne, satte hun sine kragetæer på en femårig kontrakt sidste torsdag.
»Jeg synes, det er et skønt sted. Stort og rummeligt med mulighed for at lave en masse spændende ting. Det kan blive for stort, men det kan også blive for småt. Der skal være plads til store selskaber også. Så er der værelser og mulighed for overnatning. Der er den her helhed i det; man kan lave kroophold, det kan være spisning, og der kan være arrangementer og store events. Så det kan lidt af det hele, og det, synes jeg, var spændende,« siger Sascha Steenfath.
I Aarhus har Sascha Steenfath blandt andet været med til at starte en fiskerestaurant op med en partner, og efter partneren købte hende ud, startede hun en champagne- og cocktailbar i centrum.
Og den nye forpagter har allerede planer for at sætte sit eget præg på byens kro. Krostuen skal være åben fem dage om ugen med mad og drikke, og så trækker Sascha Steenfath på sit store netværk i restaurationsbranchen og planlægger at invitere gæstekokke forbi, der kan lave temaaftener med mad fra hele verden.
Til en start har hun ansat én fast kok, som hun har samarbejdet med i forvejen. Sascha Steenfath har gennem årene fået masser af køkkenerfaring, men især erfaringen som værtinde tager hun med ind i at drive Ørsted Kro fra 1. januar.
»Jeg kommer til at være meget på gulvet. Jeg er god til gæster og glad for at tage imod folk. Værtinderollen har jeg haft i mange år i branchen, og det falder mig naturligt. I og med, jeg har en kok med, så jeg ikke skal gemme mig ude i køkkenet, bliver det en force, at jeg kan bruge meget af tiden ude ved gæsterne. Få dem til at være godt tilpas og sørge for, de kommer igen,« siger hun og fortsætter:
»Janne (Simonsen, tidligere forpagter, red.) har måske været lidt alene med det og dermed haft svært ved at dele sig op i to. Hun er jo en rigtig dygtig kok, og hvis man har sin force i køkkenet, kan det være svært at slippe det og samtidig komme ud og charmere gæsterne. Det er nok det, jeg kan i lidt højere grad.«
Klassisk Skagens-inspireret
Ørsted Kro under Sascha Steenfath kommer til at tage udgangspunkt i det klassiske krokoncept, som man kender det fra Brøndums Hotel og det gamle, klassiske køkken med dansk-fransk mad, forklarer hun. Samtidig vil hun satse på at lave helstøbte kroophold, og den nye forpagter håber også at kunne sætte sit eget præg på interiøret, der godt kan trække lidt mere »gammel kro« i hendes optik.
»Jeg vil virkelig omfavne krokonceptet. Janne har lavet det så fint og hyggeligt, mens hun har haft det, men for mig er det næsten for fint. I min smag mangler der lidt gammel charme og krostemning, gamle malerier, møbler og stemning. Det vil jeg arbejde på,« siger hun.
Sascha Steenfath overtager nøglerne til kroen 1. januar og med dem følger også nøglerne til en lejlighed på førstesalen, og Sascha Steenfath rykker dermed teltpænene fra Risskov og til Ørsted. Et flyt, hun glæder sig til.
Sascha Steenfath er oprindeligt fra København og kom til Aarhus som 20-årig for 20 år siden. Selvom hun er udlært i Ebeltoft og hendes læremester bor ved siden af kroen, har hun ikke rigtig et forhold til Ørsted, men hun er langt fra bekymret for rykket.
»Jeg bliver en rigtig landkone,« griner hun og fortsætter:
»Folk er så søde og modtagelige, og jeg er ret omstillingsparat.«
Selvom hun endnu ikke har overtaget kroen, mærkre hun allerede det lokale engagement i byens kro. Det er dog ikke noget, der giver berøringsangst, men var faktisk udslagsgivende for at sige ’ja tak’.
»Det er måske ikke den bedste tid at starte noget nyt op - mange koncentrerer sig bare om at ’flyde med’ lige nu. Men med lokalsamfundet i ryggen er jeg tryg. Der er en vilje for at lykkes, og det kan jeg se mig selv i. Der er masser af samarbejde, og folk vil gerne lægge kræfter i det. Det er en dejlig indgangsvinkel,« siger hun.
For Dag Kristiansen er det også glædeligt, at Sascha Steenfath har valgt at rykke ind og blive en del af Ørsted.
»Man kan sagtens drive kroen uden at være en del af lokalsamfundet, men herude lever vi af, at folk bidrager, og når man flytter herud, er sandsynligheden for, at man bidrager større. Vi tror, Sascha i endnu højere grad, end hun er i forvejen, bliver en ildsjæl i arbejdet som forpagter, når hun bor her,« siger han.