Fortsæt til indhold

»Allingåbro vil sprænge i luften«: Nyt budget ser ud til at aflive Djursland for Fuld Damp

Djursland for Fuld Damp mangler 500.000 kroner i tilskud til driften, hvis turistattraktionen i Allingåbro skal overleve ind i 2023, fortæller bestyrelsesformand Torben Jensen.

Samfund

»Det piner mig lidt, at én med min baggrund ikke kan gennemskue budgettet,« indleder bestyrelsesformand Torben Jensen fra Djursland for Fuld Damp (DFFD), der tidligere har siddet som borgmester i gamle Rougsø Kommune og i Norddjurs Kommune.

Han har netop erfaret, at Økonomiudvalget i Norddjurs Kommune har 2. behandlet den budgetaftale, som alle kommunens partier på nær Enhedslisten har stillet sig bag.

En aftale, som ikke giver DFFD den driftsbevilling på 400.000 kr., som de sikrede sig i 2022-budgettet, og som Torben Jensen forventede, foreningen ville få fremadrettet.

Nu står DFFD tilbage med et driftstilskud i 2023 på 247.000 kr., og det kan bestyrelsen ikke drive det for, hvilket lokalpolitikerne er blevet gjort opmærksomme på gentagne gange, ifølge Torben Jensen.

»Med et tilskud på 247.000 kr. er vi nødt til at indstille vores betalinger, for vi kan ikke svare enhver sit til januar. Det er virkelig alvorligt. Jeg har meddelt administrationen, at de ikke må betale andet end de daglige små regninger. Kan vi ikke betale, er vi jo nødt til at stoppe,« siger bestyrelsesformanden og fortsætter:

»Vi har haft møder med borgmester, kommunaldirektør, fagudvalg og forvaltning, hvor vi har penslet ud, at der for at drive Djursland for Fuld Damp er et behov på 750.000 kr. Da jeg så beslutningen i aftes (4. oktober, red.) sendte jeg et brev til kommunalbestyrelsen og indkaldte til ekstraordinært bestyrelsesmøde dagen efter den endelige vedtagelse af budget (12. oktober, red.), hvor vi må beslutte - hvis budgettet forbliver i sin nuværende form - om DFFD må bede kommunen overtage vores aktiver og passiver, som det står i vores vedtægter. Vil de ikke det, må vi erklære os konkurs.«

Formanden stiller sig uforstående over for politikernes beslutning om ikke at støtte DFFD med beløbet, de gentagne gange har påtalt, at de har behov for, ellers ville de lukke.

»Allingåbro vil jo sprænge i luften. Det ligger i byens dna. Vi har 26-årsjubilæum i år,« siger han og fortsætter:

»Det giver ingen mening. Selvfølgelig føler jeg og de andre i bestyrelsen meget for DFFD, for vi har været med til at skabe det og holde liv i det. Som værkstedsmuseet. Det har stået model til et lignende i Den Gamle By i Aarhus. De løb rundt og tog afstøbninger af vores skruenøgler og dingenoter. DFFD har stor værdi i, at vi har noget at vise frem. Allingåbro har stor værdi af det. Når folk er her for en tur på skinnecyklerne, så vender de også lige forbi museet, og vi fortæller dem, at bageren har landets bedste kager, og så går de derover,« siger Torben Jensen.

»Det er 15.000 mennesker, vi trækker til Allingåbro på årsbasis. Det har Allingåbro i hvert fald ikke brug for at miste.«

Sendte et høringssvar

Da budgettet for 2022 skulle udformes i 2021, var der netop afsat 247.000 kr. til driften af Djursland for Fuld Damp. Her indsendte Torben Jensen på vegne af bestyrelsen et høringssvar, der tydeliggjorde, at det ikke var muligt at drive turistattraktionen i Allingåbro, der årligt har 15.000 besøgende, for de penge.

»Vi meddeler, at det kan vi under ingen omstændigheder leve for. Så får vi ad to omgange; først en tillægsbevilling på 400.000 kr., der skrives ind i budgettet. Og efterfølgende 100.000 kr., så vi når de omtrent 750.000 kr. Så skal man så ind i et helt andet bilag, har jeg fået at vide af forvaltningen for at se, at det kun er gældende, hvis det tages op politisk i løbet af 2022, og der må jeg indrømme, så langt kom jeg ikke ind,« siger Torben Jensen.

Da han så gennemgik budgetskitsen for 2023, så han, at driftstilskuddet til Djursland for Fuld Damp i 2023 var tilbage på de oprindelige 247.000 fra 2022s budget før korrektionen.

»Det har ikke været til behandling eller debat. Det er bare gledet ud,« siger han og fortsætter:

»Jeg skulle have givet et høringssvar, men jeg troede, at de 400.000 var videreført i alle overslagsårene, det finder jeg så ud af, at det var de ikke. Det var et ønske. Det står så bare i et tredje dokument, som jeg ikke lige tænkte på, jeg skulle ind og læse. Det er en moderne måde at gøre det på.«

Det kommer bag på Torben Jensen, der så sent som 22. august har haft et dialogmøde med udvalget, hvor de blev præsenteret for, hvad DFFD har behov for for at klare sig ifølge formanden. Samtidig er han uforstående over for, hvordan en reel formindskelse af driftstilskuddet til Djursland for Fuld Damp kan finde sted, uden det i hans optik bliver taget op politisk.

»Det er fantastisk, at man bare kan træffe en beslutning, der har så drastiske konsekvenser, at man nedlægger en forening, der efter min mening har betydet meget for Allingåbro gennem 25 år. Her bliver dælme tomt til næste år, hvis vi også lukker.«

Djursland for Fuld Damp i Allingåbro har omtrent 15.000 årlige gæster, der blandt andet tager skinnecyklerne, overnatter i sovevogne eller besøger automobilværkstedet., der drives af Oldtimer. Pressefoto: Djursland for Fuld Damp.

Sendes tilbage i udvalg

Kultur- og fritidsformand Allan Gjersbøl Jørgensen (S) bekræfter, at man i udvalget er gjort opmærksomme på DFFDs behov for flere midler end 247.000 til at videreføre driften, men henviser til aftaleparterne vedrørende budget 2023 for, hvorfor bevillingen er, som den er.

Det er fantastisk, at man bare kan træffe en beslutning, der har så drastiske konsekvenser, at man nedlægger en forening, der efter min mening har betydet meget for Allingåbro gennem 25 år og trods alt trækker 15.000 mennesker til Allingåbro om året. Her bliver dælme tomt til næste år, hvis vi også lukker.
Torben Jensen, bestyrelsesformand DFFD

Borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard (V), bekræfter dagen efter Torben Jensens brev, at han har modtaget henvendelsen fra Djursland for Fuld Damp.

Borgmesteren forklarer, at beslutningen om at tildele DFFD 247.000 kr. årligt til drift er taget af den tidligere kommunalbestyrelse, der også vedtog at tildele ekstra 400.000 kr. i 2022 som et engangsbeløb i forbindelse med, at DFFD blev adskilt fra Stenvad Mosebrugscenter.

»Det er rigtigt, vi har den her henvendelse, før vi gik i gang med budgettet, men mange har ønsker ind i budgettet, og dette har vi i forhandlingerne så ikke kunnet give plads til. Nu har bestyrelsen i DFFD så lavet en henvendelse, og nu skal den behandles i Kultur- og fritidsudvalget for at finde ud af, hvad de så gør ved det,« siger Kasper Bjerregaard.

Ønsker I, at Djursland for Fuld Damp lukker?

»Nej, det gør vi ikke.«

I er blevet gjort opmærksomme på, at det er konsekvensen, hvis der ikke blev sat mere af til det. I er ikke interesseret i at lukke den - hvorfor har I ikke sat mere af?

»Vi har ikke kunnet finde pengene. Så er det jo et spørgsmål om, om man kan skalere ned, og hvilke opgaver, man kan udføre for pengene, man får.«

Så DFFD skal nedskalere med det nye budget?

»Ja, det skal de. Medmindre, der findes en anden løsning i Kultur- og fritidsudvalget.«

Så det er ikke en fejl, at DFFD får 247.000 kr., men en bevidst kalkulering, at det var, hvad det kunne blive til?

»Det er en konsekvens af den beslutning, der er truffet i den tidligere kommunalbestyrelse i det tidligere budget.«

Som I så ikke har fundet penge til at lave om?

»Nej, det har vi ikke fundet penge til at lave om. Men det er en konsekvens af det budget, der blev vedtaget sidste år. Hvor man gav en etårig bevilling.«

Men I har stadig haft det til politisk drøftelse?

»Det har indgået i budgetmaterialet i det arbejde, som Kultur- og fritidsudvalget har lavet som forberedelse til budgetforhandlingerne.«

Det kigger I igennem og ser, at I kan ikke give mere, så det er bevidst?

»Nu er der så kommet en henvendelse, og den finder vi ud af, hvad der er op og ned på,« siger borgmesteren.

Ved tidligere lejlighed har formand for Kultur- og fritidsudvalget i Norddjurs Kommune, Allan Gjersbøl Jørgensen (S) forklaret over for Lokalavisen, at nutidige prognoser viser, at udvalget sandsynligvis står med et overskud på driften på 1,5 mio. kr. ved udgangen af året, som blandt andet også skal bruges til institutioner og haller, der er udfordret af stigende energipriser. Det ved udvalget mere om i løbet af november.

Lokalavisen følger sagen.