Fortsæt til indhold

Selling er godt på vej til at få fjernvarme

Stor tilslutning til fjernvarmeprojekt, men det kommer måske ikke til at gå helt så hurtigt med at få fjernvarme, som borgerne i Selling ønsker.

Samfund

Bestræbelserne for at få fjernvarme til Selling ser ud til at bære frugt. Lokale borgere har arbejdet intenst på at få udarbejdet et projekt, så byen kan blive tilsluttet Hadsten Varme.

Ifølge projektforslaget skulle mindst 114 forbrugere tilmelde sig, og det antal blev nået i begyndelsen af oktober. I skrivende stund har 134 husstande tilmeldt sig, hvilket svarer til cirka halvdelen af alle husstande i Selling.

Tilmeldingen er gået så godt, at ’Følgegruppen for fjernvarme til Selling’ har fremrykket tilmeldingsfristen fra 23. november til 2. november for at komme i gang med projektet så hurtigt som muligt.

»Det er meget tilfredsstillende. Det er fantastisk, som byen står sammen om det her,« siger Claus Pape fra følgegruppen.

Hans hus bliver som hovedparten af husene i Selling opvarmet med gas, og de har en stærk interesse i at få udskiftet den dyre gas med fjernvarme.

»Vi har lige fået en regning på 20.000 kroner for to måneder i min husstand,« fortæller Claus Pape.

Det er omtrent den samme pris, det vil koste om året, når Claus Pape som forventet kommer på fjernvarme.

Jo flere jo billigere

I disse uger arbejder følgegruppen på at få så mange som muligt til at tilslutte sig fjernvarmeprojektet. Jo flere forbrugere, jo flere er der om at løfte investeringen i projektet, og jo billigere bliver det for den enkelte forbruger.

Der skal etableres en 3,7 kilometer rørledning fra Hadsten til Selling, der anslås at koste 16 millioner kroner, og det vil koste omkring 62.000 kroner for den gennemsnitlige forbruger at blive tilsluttet fjernvarme.

Nogle har den ekstra udfordring/omkostning, at de har elvarme og skal have indlagt centralvarme i huset for at kunne få fjernvarme. Andre har investeret i en varmepumpe og kvier sig ved at skulle investere 60.000 kroner i at få fjernvarme.

»Vi forsøger at lave interessegrupper for folk, der mangler centralvarme, så de kan drøfte det med hinanden. Med hensyn til varmepumper, så bliver de jo også forældede på et tidspunkt, og ejendomsmæglerne og bankerne har en præference for fjernopvarmede huse. Der er måske en god økonomi i en varmepumpe, men hvad med støjen og værdiansættelsen af huset,« spørger Claus Pape.

Han drømmer om, at Hadsten Varme allerede i begyndelsen af næste år kan gå i jorden og begynde at etablere forbindelsen fra varmeværket i Hadsten til Selling.

Blevet dyrere at lave

Palle Laugesen, direktør for Hadsten Varme, påpeger, at der er en del ting, der skal falde på plads, inden varmeværket kan sætte skovlen i jorden.

Varmeværket vil gerne projektet, understreger direktøren, men det skal først genberegnes, hvorefter varmeværkets bestyrelse skal tage endelig stilling til, om det skal udføres. Derefter skal det i udbud, før man kender den endelig pris, som godt kan blive noget højere end forventet. Hadsten Varme er i gang med et tilsvarende fjernvarmeprojekt i Hadbjerg, som nu er klar til at blive søsat, men bliver dyrere end forventet.

»Der har været en ret voldsom stigning på arbejde med at lave nye net, og vi er afhængig af at få det lavet til en fornuftig pris,« fortæller Palle Laugesen og forklarer:

»Vi er et forbrugerejet selskab, der ikke må lave profit, og vi må ikke lade vores andre forbrugere betale for, at de kan få fjernvarme i Selling. De skal betale det hele selv over 20 år.«

Prisstigninger

Hadsten Varme har på grund af de stigende energipriser for nylig varslet sine cirka 2.600 forbrugere en prisstigning på 10 procent. Direktøren forventer, at varmeværket efter nytår igen må sætte priserne op, dog med højest 10 procent. Han hæfter sig dog ved, at Hadsten Varme har været blandt de 10 procent billigste varmeværker i landet og forventer at kunne fortsætte med lave priser, når krigen i Ukraine slutter, og forsyningslinjerne bliver genoprettet.