Konkurrence: Landsbyerne skal have et logo
Landsbyfællesskabet i Skanderborg kommune inviterer alle borgere til at være med.
Landsbyfællesskabet i Skanderborg kommune skal have et logo og inviterer derfor til en konkurrence om et nyt logo. Alle kan deltage.
Senest 1. november ønsker Landsbyfællesskabet derfor at modtage logoforslag, som foreningen efterfølgende vil bedømme grundigt. Vinderen modtager foruden æren et gavekort på 2.500 kroner.
Det forudsættes, at brugsretten til det vindende logo i alle former eksklusivt overgår til Landsbyfællesskabet, meddeler de i en pressemeddelelse.
Der er frit slag med hensyn til udformning og udtryk, men foreningen peger selv på følgende nøgleord som kilde til inspiration: Landliv -Udvikling – Nærhed – Fællesskab – Netværk – Bæredygtighed.
Deltagerne, som både kan være professionelle eller amatører, skal være indforstået med, at det vindende forslag efterfølgende vil skulle rentegnes og eventuelt ”grafisk opstrammet” efter nærmere aftale.