Fortsæt til indhold

Kommunen med klar fjernvarme-opfordring: »Slå til nu«

Skanderborg Kommune opfordrer borgerne i Skovby, Stjær og Storring til at tilmelde sig fjernvarme nu.

Samfund
kfp

I Skanderborg Kommune glæder formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget Claus Leick sig over, at det er blevet muligt at sætte prisen ned. Samtidig har han et vigtigt budskab til boligejerne i området: Der kommer ikke andre tilbud om fjernvarme inden for en overskuelig årrække. Heller ikke selvom, Kredsløbs projekt mod forventning skulle ende med at mangle tilslutning.

»Det er helt frivilligt, om man ønsker at blive koblet på projektet. Men det bekymrer mig lidt, hvis nogle boligejere har en forventning om, at der dukker andre fjernvarmeprojekter op, hvis blot man ser tiden an. Det er slet ikke et realistisk scenarie. Vi har ønsket en ordning baseret på frivillighed, hvor fjernvarmeværker kunne byde ind på opgaven. Det har kun Kredsløb gjort, og her har man også størrelsen til at løfte opgaven,« siger Claus Leick.

Skanderborg Kommune oplyser, at hvis fjernvarmeværkerne i Galten og Hørning/Skanderborg skulle byde ind, ville det kræve, at de fusionerede. Det har ikke været muligt af frivillighedens vej og en fusion ville tage år at gennemføre. Her til kommer, at Skanderborg Kommune løbende prioriterer varmeprojekterne, fordi andre lokale bysamfund også presser på for at komme over på nye varmeløsninger. Det kunne i sidste ende betyde, at et usikkert lokalt projekt i Skovby, Storring og Stjær ville komme bag i køen, fordi der var mere oplagte projekter at tage fat på. Derfor er opfordringen fra kommunen klar: Det er nu, boligejerne i området skal slå til, hvis de ønsker fjernvarme.