Fortsæt til indhold

Erfaren kunderådgiver runder 25 år i Sparekassen

Samfund
På vegne af Sparekassen Kronjylland

Kunderådgiver i Sparekassen Kronjyllands Galten-afdeling Frants V. Jensen kan 1. november fejre 25-års jubilæum. Det skriver Sparekassen Kronjylland i en pressemeddelelse.

Efter flere år i Provinsbanken blev Frants i 1997 ansat som Souschef i Gjern-afdelingen i den daværende Sparekassen Østjylland, der i 2012 blev en del af Sparekassen Kronjylland. Senere rykkede Frants fra Gjern til afdelingen i Galten, hvor han siden 2007 har rådgivet privatkunder samt mindre og mellemstore erhvervskunder.

For Frants er en af de primære årsager til, at han har været så mange år i Sparekassen de fælles værdier:

»Jeg føler mig godt tilpas i de værdier, vi står for i Sparekassen. Vi er der for kundernes skyld, og beslutningsvejene er korte. Kundernes tillid er vigtig for os, og de kerneværdier harmonerer godt med min personlige tilgang til jobbet som rådgiver,« fortæller Frants.

Privat bor Frants i Ry sammen med sin kone. Parret har tre voksne børn og seks børnebørn.

Frants var i mange år tilknyttet den lokale fodboldklub som fodboldtræner, men i takt med at børnene er blevet ældre, er støvlerne endegyldigt lagt på hylden. I stedet finder Frants stor glæde i at opsøge de gode naturoplevelser. En del af fritiden bruges derfor på lystfiskeri og jagtoplevelser sammen med familiens jagthund.

Jubilæet markeres internt i afdelingen.