Favrskov-forfatter udgiver bog om 10 personer, der har skiftet karriere i en moden alder
Bodil Pedersen fra Lyngå har udgivet bogen "Det er ikke for sent" om karriereskift i en moden alder.
Har du fejret din 55- eller 60-års fødselsdag, og har du lyst til at stå op til et nyt arbejdsliv i de kommende år?
Det er ikke for sent at ændre dit arbejdsliv, og der er mange gode grunde til at følge dit hjerte og skabe et arbejdsliv, som giver mening for dig. Du ikke bare skal lade dig nøjes og lade tiden gå og glæde dig til pensionen. Du må handle og prøve at skabe gode rammer for dit arbejdsliv.
Det er budskabet i bogen ”Det er ikke for sent”, som er skrevet af Bodil Pedersen fra Lyngå.
I bogen møder du ti personer, der alle har taget tigerspring i en moden alder, heriblandt:
- Revisoren, som blev blomsterbonde og dekoratør
- Bankmanden, som blev lagermedarbejder
- HR-konsulenten, som læser teologi
- Butiksbestyreren, som blev taxichauffør
- Kommunikationschefen, som blev vikar i folkeskolen.
Flere af dem har mistet deres job og har fundet over i en anden branche, og nu kribler arbejdslysten i dem, fortæller forfatteren i en pressemeddelelse om bogen.
Mindre spring kan også gøre det og være det rigtige for dig. Måske skal du bare have ændret dine arbejdsfunktioner, nedsat tid eller have orlov. Et godt liv handler ikke om et vellønnet job, men om at sammensætte din tilværelse på en måde, som passer til dig, der hvor du er i livet, fortæller Bodil Pedersen, som selv for nylig har skiftet sit job som lønmodtager ud med en tilværelse som selvstændig forfatter på eget forlag.
Bogen indeholder også guiden ’Syv skridt på vejen til et nyt arbejdsliv’, som du kan bruge til at reflektere over din egen situation og finde en ny vej i arbejdslivet.
Ole fra Hinnerup
En af bogens personer er Ole Kroer fra Hinnerup, der en lang karriere som IT-chef stod uden job som 55-årig. Han valgte at starte egen virksomhed, og i dag rådgiver han om og sælger IT-løsninger til en bred vifte af virksomheder.
»Jeg er gået meget ned i løn, men jeg vil på ingen måde bytte med det liv, som jeg havde før. Jeg har fået friheden og jeg elsker at jeg selv kan tage beslutninger. Det er meget vigtigere end den høje løn,« fortæller Ole Kroer i bogen, som er udgivet på forlaget Frytle.