Fortsæt til indhold

Michael Ziegler har akut leukæmi: »Min tilværelse er sunket i grus«

Borgmesteren i sygemeldt i mindst et halvt år.

Samfund

Politikeren og borgmester i Høje-Taastrup Kommune Michael Ziegler (C) har fået akut leukæmi.

Det skriver han i et opslag på Facebook.

Her står der, at han den seneste tid har skrantet, men troede, at det var på grund af en lungebetændelse.

» Det viser sig at have en dybereliggende og mere alvorlig baggrund,« skriver han - og oplyser hvorfor.

Ziegler, der også sidder i bestyrelsen hos Kommunernes Landsforgening, begynder allerede mandag behandling med kemoterapi.

»Foran mig ligger nogle rigtig hårde måneder, hvor jeg kommer til at tabe både hår og vægt og ja i det hele taget ligne en skygge af mig selv,« skriver han videre.

I en mørk tunnel

Borgmesteren har spurgt lægen, om det er muligt at arbejde under forløbet. Det har lægen dog svaret klart nej til.

Derfor bliver Michael Ziegler sygemeldt - formentlig i et halvt år.

Ziegler er klar over, at mange med leukæmi bliver helbredt, men skriver:

»Følelser og frygt er svære at tøjle. Lige nu er min tilværelse sunket helt i grus. Jeg føler at jeg bevæger mig i en mørk tunnel. Jeg har fået at vide, at der er lys for enden at tunnellen, men jeg kan ikke se det endnu.«

Kurt Scheelsbeck sætter sig i borgmesterstolen under Michael Zieglers fravær.