Restaurantchef gav statsministeren tørt på: »I har jo lavet nogle vanvittige vilkår, Mette«
Søren Riis serverede mad for Mette Frederiksen og gav hende en venlig opsang med på vejen.
Vejle fik flere fine besøg i tirsdags.
Dronning Margrethe var et smut på Vejle Kunstmuseum og se på en guldskat fra vikingetiden.
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen gik gennem gågaden for at samle stemmer til sit nye parti.
Nu viser det sig, at også den nuværende statsminister Mette Frederiksen satte sine fødder i byen.
Hun og hendes følge spiste frokost på Restaurant Skyttehuset med udsigt over Vejle Fjord.
»Vi vidste ikke, hun kom. Vi havde godt nok fået en lidt mystisk mail fra en adresse i Folketinget, der ville bestille bord til 21 mennesker, men det var først på dagen, det gik op for os, hvem vi skulle lave mad til,« siger Søren Riis, der er daglig leder af restauranten.
Søren Riis kalder sig selv for liberal og har for mange år siden været byrådsmedlem for Venstre i den gamle Tørring-Uldum Kommune.
Han siger, at han har respekt for Mette Frederiksen og synes, hun er godt selvskab. Men for tiden har han et ekstra stort politisk horn i siden på hende.
»Hun skal have ros for at spørge ind til, hvordan det gik. Da jeg sagde, at jeg var gået konkurs i sidste uge, var hun lige ved at falde ned af stolen,« siger han.
Søren Riis skyldte over en million kroner til Skat, og han kunne ikke længere betale de månedlige afdrag. Gælden havde han oparbejdet under corona-nedlukningerne, hvor virksomheder som hans fik lov at udskyde betaling af skat og moms.
Søren Riis mener, at politikere som Mette Frederiksen er direkte årsag til, at hans virksomhed ikke kunne overleve.
»Statsministeren spurgte, hvorfor det var gået så galt for os. Jeg svarede: Det er jo fordi, I har lavet nogle vanvittige vilkår, Mette!«
»Først blev vi opfordret til at vente med at betale, så vi ikke behøvede fyre de ansatte. Bagefter fik vi så fik at vide, vi kun havde to år til at betale gælden tilbage. Det hænger ikke sammen,« siger Søren Riis.
Søren Riis fortæller, hvordan han i forbindelse med konkursen var ved Retten i Kolding og mødte flere virksomhedsejere, der ligesom han var gået nedenom og hjem på grund af gæld til Skat.
»Jeg sagde til hende, at hun og de andre politikere er nødt til at give os mere tid. Ellers frygter jeg, det bliver blodrødt med konkurser i den kommende tid.«
følge restaurantchefen lyttede statsministeren efter og spurgte ind til problemerne med de høje afdrag på coronagæld. Han fortæller også, at en af Mette Frederiksens medarbejdere efterfølgende kom og stillede flere spørgsmål til hans historie.
»Jeg håber, de tager det med ind i Folketinget, og at der bliver gjort noget ved problemet,« siger Søren Riis.
Restaurantchefen nåede også at få et billede sammen med statsministeren, før hun drog videre.
Det lagde han ud på Restaurant Skyttehusets Facebook-side, skrev »tak for besøget« og opfordrede i øvrigt til at holde en god tone i kommentarsporet.
Mange af følgerne roste opslaget, mens andre var mere kritiske - tilsyneladende fordi, de ikke bryder sig om Mette Frederiksen.
»Jeg er ked af, at folk skriver grimme ting. Jeg synes jo, de har misforstået noget vigtigt. Når statsministeren kommer inden for min dør, giver det jo mig muligheden for at sige min mening. Hvis jeg siger nej til at tale med dem, jeg er uenig med, bliver ingen jo klogere. Det går mig på, at folk ikke forstår det,« siger Søren Riis.
JP Vejle har i onsdags kontaktet Socialdemokratiets pressetjeneste og spurgt, om Mette Frederiksen deler Søren Riis’ opfattelse af deres samtale. Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra statsministeren.
Denne artikel er bragt i samarbejde med JP Vejle.