Kan fravælge kvindelige præster: Nu skal det være slut
På et møde blandt landets biskopper blev det bestemt at sende en opfordring til Kirkeministeriet.
Folkekirken er fritaget for Ligebehandlingsloven.
Det betyder blandt andet, at det har været muligt at fravælge kvindelige præster - alene på grund af kønnet.
Nu vil landets biskopper have undtagelsesbestemmelsen ophævet.
Det skriver Aarhus Stift i en pressemeddelelse.
Landet biskopper afholdt i uge 43 bispemøde. Her valgte landets biskopper at sende en opfordring til Kirkeministeriet om ophævelse af bestemmelsen.
Ligebehandlingsloven går tilbage til 1978 og den forbyder netop forskelsbehandling af mænd og kvinder i forhold til ansættelsesvilkår.
Dispensation på grund af religionsfrihed
Det kom dengang frem, at nogle trossamfund i den forbindelse kunne komme i strid med religionsfriheden i Danmark. Blandt andet det jødiske og katolske trossamfund.
Derfor fik alle trossamfund - også folkekirken - dispensation for Ligebehandlingsloven.
»Bekendtgørelsen, der fritager folkekirken fra at følge Ligebehandlingsloven, har udlevet sin tid for længst. Ved at fjerne den vil folkekirken sende et klart signal om, at vi ikke ansætter præster efter køn, men efter kvalifikationer, teologiske meninger og åndelige traditioner. Det frie præstevalg berøres ikke af, at den forældede bekendtgørelse tages ud af vores lovgivning,« siger Peter Skov-Jakobsen, biskop over Københavns Stift.
Alle biskopper er enige i opfordringen.