Løkke raser over grønlandske mandater
Partiformanden er utilfredshed med de nordatlantiske mandaters indflydelse på valgresultatet.
Moderaternes formand og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen er utilfreds med den rolle, som de nordatlantiske mandater fra Færøerne og Grønland spiller ovenpå aftenens valgresultat.
»Det baserer sig på, at man i Nordatlanten har stemt, som I tror, man har stemt. Hvis du ser på Danmark – ikke riget Danmark, men Danmark – så er der jo ikke et rødt flertal. På grund af stemmeafgivningen i Grønland er der et rødt flertal i Danmark. Ellers var der ikke et rødt flertal i Danmark,« sagde Lars Løkke Rasmussen til nattens partilederdebat ifølge TV 2.
Mandaterne sikrede muligheden for, at statsminister Mette Frederiksen kan fortsætte med et rent rødt flertal.
Færøerne og Grønland er hver sikret to mandater i Folketinget. Og sidst, at mandaterne fra Færøerne og Grønland havde en afgørende betydning, var ved valget i 1998 mellem Poul Nyrup Rasmussen (S) og Uffe Ellemann-Jensen (V). Her tippede et færørsk mandat et snævert flertal over til rød blok.
Allerede op til gårsdagens valg, har der dog også været stemmer på blandt andet Færøerne, som er utilfreds med, at man har muligheden for at være tungen på vægtskålen til det danske folketingsvalg. Det har Sjúrður Skaale, som er valgt til Folketinget for Javnaðarflokkurin, eksempelvis tidligere udtalt.