Fortsæt til indhold

Tilbage for første gang efter corona: Alt klar til ottende udgave af BrixMiniCup

Tilslutningen har været stor til ottende udgave af indendørsstævnet i Auning, BrixMiniCup, der løber af stablen for første gang siden corona-pandemien den 25. til 27. november.

Samfund

Alt stod ellers klar i 2021 til at indendørsstævnet i Auning, BrixMiniCup, kunne vende tilbage efter en coronapause, men to dage før herlighederne skulle skydes i gang, måtte arrangørne trække stikket.

Derfor er det med stor forventning, at fodboldturneringen i år vender tilbage for første gang siden pandemiens indtog herhjemme, og ifølge medarrangør Jeppe Friis er det gået stærkt med tilmeldingerne til at deltage i BrixMiniCup.

»Vi har de sidste par gange, vi har arrangeret det, kun haft Facebook som platform - ikke som tidligere år, hvor vi har haft flere platforme - og det er gået stærkt. Allerede to måneder før stævnestart kunne vi melde lukket på de ældste årgange fra U12 til U14, der spiller fredag,« siger Jeppe Friis.

Kort efter kunne også lørdagens stævnedag meldes udsolgt, hvor årgangene U9, U10 og U11 spiller, forklarer han. I skrivende stund er der 10 til 15 pladser tilbage på søndagens U5- til U8-årgange, og dermed er der så godt som udsolgt, melder han.

»Det er gået stærkt med at fylde op. Vi forventer mellem 900 og 1,000 spillere i løbet af stævneweekenden, og vi forventer godt 3.000 gæster gennem AiK i løbet af weekenden sammenlagt med trænere, ledere og tilskuere med. Det er sindssygt positivt, og det er vi glade for,« siger Jeppe Friis og fortsætter:

»Vi har også utrolig mange på venteliste, og det er jo så lidt et skår i glæden, for dem ville vi jo også gerne kunne give den oplevelse, men der er den plads, der er, for vi holder det på én weekend.«

Ikke helt som andre år

Udover de omkring 1.000 spillere fordelt på op mod 70 hold samt trænere, ledere og tilskuere, er der til BrixMiniCup også omkring 80 frivillige, der giver en hånd med til at få stævnet til at glide glat. Sågar fra andre idrætsforeninger i området, forklarer Jeppe Friis.

»Der har ikke været vanskeligheder med at finde frivillige. Det virker som om, der er mange, der har lyst til at bidrage til en succes, om det er to timer eller hele weekenden, og det er jo positivt. Vi har også tilkendegivelser fra folk, der gerne vil hjælpe fra andre foreninger - eksempelvis SIF Assentoft og Vivild - og det er dejligt, man på kryds og tværs kan hjælpe hinanden,« siger han.

Og posen er også blevet rystet lidt for at gøre årets BrixMiniCup specielt for de deltagende. Stævnet har allieret sig med Brizze Akademiet - et freestyle fodbold-akademi, grundlagt af Brian Mengel - hvor det unge talent med rødder i Auning, Ole William, kommer forbi stævnet fredag og lørdag og imponerer med sine fodboldtricks.

Samtidig er der ifølge Jeppe Friis gjort lidt ekstra ud af præmieoverrækkelse og stævneafslutningen, og så er der stillet an til en stor VM-oplevelse lørdag aften.

»Vi laver et storskærmsarrangement i forbindelse med Danmark-Frankrig, der spiller VM-kamp lørdag aften. Så vi lukker stævnet ned i Hal B et par timer før end normalt lørdag for at opstille storskærm, så alle gratis kan komme og se VM-fodbold og blive malet på kinderne og hygge sig med andre,« forklarer Jeppe Friis.

Det er gået stærkt med at fylde op. Vi forventer mellem 900 og 1,000 spillere i løbet af stævneweekenden, og vi forventer godt 3.000 gæster gennem AiK i løbet af weekenden sammenlagt med trænere, ledere og tilskuere med. Det er sindssygt positivt, og det er vi glade for
Jeppe Friis

Generelt er BrixMiniCup med til at skabe en sammenhæng i hele byen, lyder det.

»Stævnet bringer en fællesskabsfølelese i idrætsforeningerne og Auning IF Fodbold i særdeleshed. Vi har et godt samarbejde med det lokale handelsliv om at koble stævnet til resten af byen, flagalléen kommer op i stævneweekenden, og vi sætter plads af i programmet til at fortælle lidt om byen, mulighederne og lidt om byggegrunde eksempelvis,« siger Jeppe Friis og fortsætter:

»Det er Auning IF, det er AIK, og det er byen, der står sammen.«

BrixMiniCup løber af stablen den 25., 26. og 27. november.