Fortsæt til indhold

Årbogen er på vej i butikkerne

Atter er masser af lokalhistorie at finde i julehandelen.

Samfund

Historierne er skrevet og grafikerne har været på arbejde, så årets udgave af ”Grenaa og omegn – før og nu” udkommer fredag 18. november og kommer endnu en gang vidt omkring i den lokale historie.

Fra spøgelser til engelske soldater, fra guitarer til Søren Kanneplakat, fra bysegl til kirkegård og jubilæum i både golfklub og bank, der er mange gode fortællinger at gå i gang med.

En artikel om Grenaa Egnsarkivs 50-års jubilæum suppleres med nyheder fra avisen for 50 år siden og selvfølgelig kommer bogen også omkring Set og Sket i årets løb samt billeder fra byen fra året, der gik.

For 50 år siden tog man de første skridt til at samle noget af det, der fremover kunne være med til at fortælle om Grenaa og omegns historie. Grenaa Egnsarkiv blev sat i verden til at indsamle, registrere, bevare, undersøge og formidle den lokale historie. Fotos, film, erindringer, protokoller, brochurer, breve og meget andet er gennem årene samlet ind fra private, foreninger, virksomheder og den kommunale forvaltning og bidrager nu til muligheden for at dykke ned i historien – hvad årbogens forfattere netop har gjort.

Siden 1976 har der været et samarbejde mellem Johnsen og Grenaa Egnsarkiv om udgivelsen af ”Grenaa og omegn – før og nu”. Johnsen står for opsætning og udgivelse, mens arkivet står for kontakt til forfattere og redigering af artiklerne.

Årbogen kan købes hos Papirgården, Kvickly Grenaa, Kolind Boghandel og Grenaa Boghandel.