Fortsæt til indhold

Hvad skal den nye daginstitution og skole i Hørning hedde?

Skanderborg Kommune sætter nu gang i en navnekonkurrence. Send dit bud på et navn senest den 15. december.

Samfund
kfp

Byggeriet af den nye daginstitution og skole i Hørning skrider planmæssigt frem, og nu indbyder Skanderborg Kommune til at sende bud på navne til den nye skole.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Første etape af byggeriet, som omfatter 0.-3. klasse, idrætshal, multisal og en fuldintegreret daginstitution fra 0-6 år, ventes færdig i sommeren 2023.

Det nye anlæg kommer til at ligge i den sydlige del af Hørning, øst for Blegindvej og syd for boligområdet ved Nørregårds allé. Formålet er, at det skal understøtte fællesskaber på tværs af alder og være et lokalt kulturcentrum og en åben og naturlig integreret del af lokalsamfundet.

Gode elementer fra Børnehuset Rosenvænget og den gamle Bakkeskole tages med over i det nye byggeri, samtidig med at ny læringstænkning kan folde sig ud i fuldt flor.

Nogle af de gode ting, som følger med, er værdierne. Det handler fortsat om at skabe et åbent læringsmiljø med engagement, entusiasme og dynamik til gavn for børn og unges dannelse, trivsel, læring og udvikling.

Den nye daginstitution og skole skal have et navn. Men hvilket er det bedste? Send os dit bud senest den 15. december 2022 og deltag i konkurrencen.

Sådan deltager du

Fremsend dit forslag til pernille.jensen2@skanderborg.dk, hvor du skriver

  1. Dit bud på et navn til det nye anlæg. Du skal angive ét navn for hele det nye anlæg, som rummer både daginstitution og skole
  2. De tanker du har gjort dig om dette navn. Hvorfor er det godt?
  3. Dine kontaktoplysninger; Navn, adresse, telefon, e-mail.

Du kan også aflevere dit forslag på papir. Der er opstillet en stemmeboks på Hørning Bibliotek til formålet fra 15. november – 15. december.

Du må gerne indsende flere bud.

Hvordan udvælges vindernavnet?

Alle de indkomne forslag præsenteres for en navnekomité, der vælger det bedste navn.

Komiteen består af ledelses- og medarbejderrepræsentanter for dagtilbud og skole samt repræsentanter fra skolebestyrelsen, elevrådet og Byrådet.

Vindernavnet offentliggøres på Skanderborg.dk den 26. januar 2023.

Den, der indsender vinderforslaget, får direkte besked inden offentliggørelsen.

Vinderforslaget præmieres med 5 x biografbilletter.