Fortsæt til indhold

Fatal weekend: Tre hunde døde på jagt - og en jæger fik permanent øjenskade

Nu er Danmarks Jægerforbund ude med en løftet pegefinger.

Samfund
am

November er traditionelt den helt store jagtmåned i Danmark - men den har i år været præget af uheld. For her har den forgangne weekend været ramt af hele fire grimme jagtulykker.

Det skriver Danmarks Jægerforbund.

»Desværre kan fællesjagter også været forbundet med risiko, når mange jægere og mange hunde er i aktion på samme tid. Sidste weekend skete der desværre tre ulykker med hunde, der blev ramt af hagl, og så alvorligt, at alle tre hunde omkom. Dertil skal lægges en jæger, der fik en permanent skade på synssansen på det ene øje,« lyder det i et indlæg på forbundets hjemmeside.

Danmarks Jægerforbund er en interesseorganisation for danske jæger. Og her har man et par formanende ord med på vejen til sine knap 90.000 medlemmer.

»Der er altså al mulig grund til at understrege vigtigheden af stor opmærksomhed, koncentration og forsigtighed, inden man vælger at afgive skud. Er du stensikker på, hvad det er, du skyder på? Er baggrunden til at overskue, uden at der er andre jægere eller hunde i skudfeltet? Og når du får en skudchance til flyvende vildt – har du så de 45 grader, som er standard-sikkerhedsrådet,« lyder det i huskekagen fra Jægerforbundet.

»Husk fornuft og omtanke – og knæk og bræk!«