Borgerne skal dæmme op for fremtidens oversvømmelser
Tre danske regioner er i front på projekterne i samarbejde med offentlige og private aktører og vidensinstitutioner fra hele EU.
To EU-finansierede projekter på i alt 45 millioner kroner skal de kommende år blandt andet sætte fokus på borgernes rolle i klimatilpasning.
Projekterne skal blandt andet undersøge om virtual reality kan give borgere mere viden om oversvømmelser, som truer deres lokalområde, og om myndighederne ved borgernes hjælp kan blive bedre til at forudsige grundvandstigninger.
Fælles for projekterne er, at de kobler konkrete løsninger på aktuelle klimaudfordringer med udvikling af ny viden, der skal gavne både forskningen, erhvervslivet og ikke mindst borgerne.
Borgerne spiller nemlig en afgørende rolle, hvis vi skal forebygge klimaforandringer og tilpasse vores byer, landskaber og liv til de forandringer, vi ikke kan undgå, mener regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (S).
»Helt almindelige danskere risikerer at få dyre skader på deres ejendom, når vi i de kommende år får mere ekstremt vejr og mere vand. Derfor skal vi samarbejde på tværs, og vi skal inddrage borgerne og deres perspektiver i arbejdet, siger Anders Kühnau i en pressemeddelelse.
Lev med vandet
I begge projekter arbejder regionerne sammen med EU’s Horizon-program om at få finansieringen endeligt på plads.
I alt vil EU’s Horizon-program støtte de danske partnere med cirka 45 millioner kroner.
Omkring 22 millioner kroner går til de danske partnere i projektet RESIST, der kommer til at arbejde i fire pilotområder i Region Midtjylland, og 24 millioner kroner sendes til de danske partnere i Regions4Climate, der tager udgangspunkt i Køge Bugt.
Projekterne skal medvirke til at sætte mere gang i arbejdet med klimatilpasning, og det haster for ifølge forskningen risikerer over 450.000 bygninger i Danmark at blive oversvømmet ved en 100-års hændelse, skriver Region Midtjylland i pressemeddelelsen.
De to projekter er udviklet på baggrund af erfaringer fra tidligere regionale partnerskabsprojekter, som Coast to Coast Climate Challenge (C2C CC) og Klimatilpasning på Tværs, og de kommer til at løbe til og med 2028.