Ny butik i krisetid: »Ens personlige timing passer ikke altid med verdensøkonomien«
Butik no. 9 i Ry slog dørene op for første gang forrige weekend. Selvom forudsætningerne for at drive forretning er hårde for tiden, så var tiden alligevel helt den rette, fortæller en af ejerne.
Fredag 2. december slog Butik no. 9 dørene op for første gang. Åbningsweekenden gik godt, men inden den store åbning løb af stablen, talte Uge-Bladet Skanderborg med designer Hanne Linding om strik, kurve og hvordan man finder modet til at åbne en butik i krisetid.
»Ja, man kan virkelig undre sig over timing, ikke også? Ens personlige timing passer ikke altid med verdensøkonomien,« fortæller Hanne Linding, der er den ene af de to ejere bag Butik no. 9.
Hanne Linding strikker, og har med egne ord brugt de sidste to år af hendes liv på at bygge sit eget brand op. Nu er hun klar til næste skridt, og det er at få det vist frem.
»Jeg har allerede en webshop, og deltager på markeder, men jeg savner et fast sted at møde mine kunder. Der er Ry jo et lille dejligt sted, hvor der kun er rigtig lækre butikker, så derfor giver det mening at slå sig ned her.«
Indtryk fra hele verden
Hanne Linding driver butikken sammen med Line Marie Kajali Madsen, der arbejder med kurve. Det er derfor også de produkter, der er i fokus. Selvom det er en lokal butik har de begge stærke bånd til udlandet.
»Det er en butik med primært vores egne produkter. Jeg har en strik kollektion, som jeg designer, og får produceret på to små strikkeværksteder i Italien. Line får lavet kurve i Gambia i Vestafrika. Hun har familie dernede, der opkøber og har kontakten med en kurvefletter«
Det er jo rigtigt, at når vi kigger på verden omkring os, så er det rigtigt, at det hele er usikkert, men vi holder fast i, at vi tror på vores produkter. Og så er det jo heller ikke hver dag, der er en butik ledig i Ry. Den kom nu, og så måtte vi bare slå tilHanne Linding, Butik no. 9
Den lille butik i Ry tilbyder dog også meget andet end uldtrøjer og kurve blandt andet skindtasker, livstilsprodukter, keramik og glas.
»Vi har taget mange andre rigtig gode kvalitetsvarer ind og flere ting vil komme til efterhånden. Det afgørende er, at alt er lavet af ærlige materialer i høj kvalitet. Det skal være noget, der holder.«
Det er det, Hanne Linding mener med ærlige materialer, og det gælder alt i butikken. Hun strikker for eksempel kun i 100 % merino uld, som for de uindviede er en raffineret og meget tynd og blød uld.
Tro på egne evner
Hanne Linding og Line Marie Kajali Madsen bor begge i små landsbyer lige udenfor Ry. Derfor var det også vigtigt for dem, at finde lokaler i netop det område. Og så er vi tilbage ved timing og markedsøkonomi.
»Det er jo rigtigt, at når vi kigger på verden omkring os, så er det rigtigt, at det hele er usikkert, men vi holder fast i, at vi tror på vores produkter. Og så er det jo heller ikke hver dag, der er en butik ledig i Ry. Den kom nu, og så måtte vi bare slå til.«
Den lille butik vil da heller ikke sætte et tal på for succes. Til at starte med handler det om at have et sted, at fremvise deres kreationer.
»Vi vil bare mærke, at folk bliver glade for vores butik, og føler det er et godt sted med gode varer.«
Butikken ligger på Kyhnsvej 9, deraf navnet Butik no. 9.
»Vi var ude i alt muligt med strik og strå, men vi ville jo heller ikke låse os fast. Det skal være et sted der skal kunne udvikle sig, og man kan bestemt heller ikke kun finde strik og strå hos os.«