Fortsæt til indhold

Tankstation får årets handicappris for at møde borgere fra botilbud med stor omsorg og interesse

OK Plus i Hadsten har ansat en borger med handicap og tager godt mod borgere fra nærliggende botilbud.

Samfund
jr

»Når vi i Handicaprådet peger på OK Plus Hadsten som vinder af Handicapprisen, så skyldes det, at de statuerer et godt eksempel på, hvordan der kan skabes meningsfulde aktiviteter og beskæftigelse uden for de traditionelle rammer, hvis blot man tør tænke ud af boksen. Det handler om at møde mennesker, hvor de er, og at være åben for både forskelligheder og muligheder. I indstillingen er det helt tydeligt for os, at personalet på OK Plus møder borgerne fra botilbuddet på Ellemosevej i Hadsten med stor omsorg og interesse. Ikke kun den borger, der hjælper til i butikken, men også de borgere, der måtte komme og handle. OK Plus Hadsten minder os om, hvor vigtigt det er at give plads til, at mennesker er forskellige, og til at møde alle mennesker i øjenhøjde.«

Sådan lød det fra Ole Thykær, formand for Handicaprådet i Favrskov Kommune, da rådet uddelte Handicapprisen 2022 til forpagterne af OK Plus i Hadsten, Ole Dragenberg og hans søn Emil Dragenberg.

Har givet livsglæde

Modtagerne var tydeligt overraskede, oplyser Favrskov Kommune i en pressemeddelse, da de modtog og fik overrakt prisen i byrådssalen i Hammel.

»For 14 dage siden fandt vi ud af, at vi var blevet indstillet til prisen, og inden da vidste vi faktisk slet ikke, at der var sådan en pris. Vi er da utrolig stolte over at vinde prisen, selvom vi jo ikke synes, at vi gør noget specielt. Det har været helt naturligt at tage Rasmus ind og lade ham hjælpe til i butikken,« fortæller Ole Dragenberg.

»Rasmus’ forældre har fortalt os, at det har givet ham livsglæde, at han må hjælpe til i butikken, og at han nu har fået et formål med hverdagen. Det er jo skønt at høre, og så kan det jo godt være, at vi faktisk gør en lille forskel,« tilføjer Emil Dragenberg.

Et godt sted for alle

Handicapprisen skal være med til at sætte positiv fokus på forholdene for mennesker med handicap. Prisen er på 5.000 kroner og blev overrakt af borgmester Lars Storgaard, der fremhævede prisen for at sætte initiativ, ildhu og fællesskab i højsædet.

»Favrskov Kommune skal være et godt sted at bo, arbejde og leve for alle. Det betyder, at mennesker med handicap får mulighed for at udvikle og udfolde sig, og at de på lige fod med andre kan blive en del af kulturelle, sociale, frivillige eller andre typer af fællesskaber,« lød det blandt andet i borgmesterens tale.

Der var fem nominerede til prisen, der alle var mødt frem til overrækkelsen.