Juniorsvømmer træner 20 timer om ugen: »Jeg elsker at se forbedringen«
Jonas Gaur, Galten, er lovende juniorsvømmer fra AGF med flere flotte resultater.
»Den ultimative drøm for en svømmer er at komme til OL. Og her er jeg ingen undtagelse. Jeg ved ikke, om jeg tør sige mål, men det er min helt store drøm.«
Sådan lyder det med klædelig beskedenhed fra Jonas Gaur, 17 år, som bor i Galten med sine forældre og lillesøster, og som må betegnes som en af de helt store junior-talenter på vej fra AGF Svømning i Aarhus.
I svømning er der ingen diskussion om, hvem der er bedst. Det er jo inden for hundrede dele af sekunder, at man kan forbedre sig. Jeg elsker at se forbedringen. I forhold til en holdsport står man i svømning selv for sine egne fejl og succeser.Jonas Gaul, juniorsvømmer
Gode resultater
På det seneste har Jonas Gaur opnået en række bemærkelsesværdige resultater.
I begyndelsen af november blev udbyttet fra DM Junior 5 medaljer. Heraf var to af i guld på distancerne 50 og 100 meter bryst.
Det lykkedes Jonas Gaur senere i november at slå den danske juniorrekord på 50 meter bryst til de danske holdmesterskaber.
Dertil kommer, at svømmeren fra Galten i sommers desuden blev dansk mester i åben klasse i 50 bryst.
I sommers deltog Jonas tillige i de europæiske juniormesterskaber i Rumænien, som blev en lærerig oplevelse med en plads i semifinalen.
Jonas Gaur er desuden udtaget til de nordiske juniormesterskaber i december.
Træner i 20 timer
Jonas Gaur erkender, at det er gået rigtig godt på det seneste.
»Ja, jeg har snakket lidt med min træner om, hvordan det kan være, at det hele er blevet bedre, og vi blev enige om, at jeg alt i alt bare er blevet en bedre svømmer. Jeg har forbedret min teknik markant fra sidste år, ligesom jeg har øget min træningsmængde, og det sammenlagt har kulmineret i, at det bare er gået op i en højere enhed,« påpeger Jonas Gaur.
Jonas træner i cirka 20 timer om ugen fordelt på 8 gange 2 timer i vandet om ugen. Dertil kommer styrketræning to gange halvanden time og fitness 2 gange en halv time pr. uge. Samtidig med svømningen går Jonas Gaur i 2.g på Marselisborg Gymnasium.
Sjældent til fest
Men er der overhovedet tid til fornøjelser og at være sammen med vennerne?
»Jeg er jo heldig, at jeg har en stor vennegruppe i forbindelse med svømningen ikke kun i Aarhus AGF, men også fra andre klubber, så jeg ser mine venner hver evige eneste dag. Og når jeg ikke er til træning, ser jeg mine venner i skolen,« siger Jonas.
Jonas er godkendt af Team Danmark til at gå på den særlige Team Danmark linje på Marselisborg Gymnasium.
»Jeg er så heldig at gå på Team Danmark linjen, så jeg tager gymnasiet på fire år. Det giver mere tid til træning, når gymnasiet er spredt ud på et ekstra år,« forklarer han.
På endnu et punkt er gymnasielivet anderledes for Jonas.
»Det er meget sjældent, jeg drikker, og det er kun udenfor sæsonen eller måske lige efter et stort stævne, at jeg kunne finde på at tage til fest. Men når jeg træner, så drikker jeg aldrig,« siger Jonas Gaur og henviser til, at hans klassekammerater i øvrigt har det på samme måde.
Ingen diskussion
Jonas Gaurs begyndte med konkurrencesvømning i 9-10 årsalderen på hold i Harlev.
I 2019 fik Jonas Gaur således mulighed for at skifte til AGF Svømning, da han gerne ville have nye udfordringer.
I AGF har Jonas Gaur cheftræner Line Petersen på sidelinjen, og han tilskriver netop det gode samarbejde med hende som årsag til den seneste tids fremgang.
Netop det med at forbedre sig er årsagen til, at Jonas er bidt af svømning.
»I svømning er der ingen diskussion om, hvem der er bedst. Det er jo inden for hundrede dele af sekunder, at man kan forbedre sig. Jeg elsker at se forbedringen. I forhold til en holdsport står man i svømning selv for sine egne fejl og succeser,« argumenterer Jonas Gaur.