Stort leksikon om Favrskov er på gaden
Indgående gennemgang af Favrskov Kommunes natur og historie er udgivet af Trap Danmark
Udgivelse Trap Danmark har netop udgivet bind 11 om kommunerne Silkeborg, Favrskov og Skanderborg.
De 320 sider handler om alt fra beskrivelserne af kommunens forskellige landskaber over til historie og fortællinger om vores mange herregårde.
I alt har 204 forskere og eksperter bidraget.
Overhalet af virkeligheden
Læs blandt andet om Frijsenborg Slot, barokanlægget Bidstrup, og Gudenåen. Eller hvordan kommune-navnet Favrskov blev til.
Især fotograf Angelina Owino har været rundt i kommunen og foreviget en del hverdags situationer.
Værket udkom i december, men blev skrevet færdig efter sommerferien. Dermed har virkeligheden nået at overhale bogen på et par punkter.
Blandt andet omtales museet i Nielstrup, hvor Tove Tendahl-Hansen i årtier har samlet især lokalhistoriske hverdagsting ting i sit hjem.
Hun er desværre død i mellemtiden.
Desuden er oplysninger om Lokalavisen Favrskov heller ikke opdaterede, da avisen fra november indgår i Jyllands-Postens portefølje som selvstændig titel og naturligvis forbliver i Favrskov med redaktion og salgsafdeling.
Til sofabordet
Kommune for kommune beskriver forlaget Trap Danmark de enkelte steders geologi, geografi, biologi, arkæologi, historie, kultur, kunst og arkitektur samt samfunds- og erhvervsliv.
Chefredaktør Niels Elers Koch udtaler i forbindelse med udgivelsen:
"Vi har set meget frem til at præsentere dette bind, der med indhold om tre spændende kommuner – Silkeborg, Favrskov og Skanderborg – giver læsestof til alle interesserede og videbegærlige. Bogen er oplagt i bogreolen eller på sofabordet i ethvert midtjysk hjem."
Sidetallet er på 320 sider. Bogen kan købes hos boghandlere i hele landet.